En festival, der i år bliver ganske anderledes

Jeg sidder i vores sorte Mondeo et sted på motorvejen, på vej til det der for mig er årets begivenhed, altså lige efter juleaften, naturligvis. Jeg glæder mig usigeligt, samtidig med at jeg har en klump i hals og mave. Jeg bryder mig ikke om, at gå glip af noget. Det er også derfor jeg altid er med til at lukke og slukke enhver fest jeg deltager i, ikke kan finde min seng en sommeraften, fordi jeg lige skal nyde lidt ekstra udeliv, stilhed og langsomhed og fiser landet rundt for at nå det hele. Denne weekend er ingen undtagelse, omend jeg hele mit liv har viet Pinsen til en særlig festival – uden undtagelse. Både med en nyfødt i mine arme, med en baby der var fuldbåren i maven, med en forventet ankomst når som helst og helt tilbage, fra jeg kun var ganske færre centimeter, end mine 172 centimeter, jeg er groet til i dag.

Mine to veninder, jeg er festival-opvokset sammen med, turde jeg knap fortælle, at i år bliver anderledes for mig. Fordi det der også er med denne årstid er jo, at bryllups sæsonen er skudt i gang – hvilket jo er vidunderligt og vældig romantisk. Vi er så heldige, at to mennesker vi holder så meget af, skal bevidne deres kærlighed til hinanden på lørdag. Selvom jeg alle mine dage har sagt højlydt, at intet kan komme i vejen for mine festivaler, kan voksenlivet jo indhente en og jeg kan blive klogere. Så for allerførste gang skal jeg altså ikke deltage i den festival jeg holder så meget af, andet end halvtreds procent af tiden. Det er underligt og jeg forudser, at det bliver praktisk talt umuligt for mig, at sætte mig ind i bilen og køre afsted på lørdag, men det er lige præcis det jeg skal. Fordi jeg ikke kan lade være og selvfølgelig ikke for noget skal gå glip af denne kærlighedsfest.

Bryllupper og kærlighed, kan vi, trods alt, ikke fejre nok.