Kære dig. Dig. Min Rapand. Dig, der kom. Du passede ind. Du faldt i hak med mig og din Baba. Du sov når bøgerne skrev, du var træt, du var vågen, når du skulle det. Du passede ind, du lavede vigør, når du skulle og du gjorde ikke, når du ikke skulle. Du stemte ind. Du kom ud, som du skulle. Deform, grim og vi tænkte var det hvad vi kunne præsterer? Men med din evige kløgtighed forvissede du os om, at du kunne mere end det. Inden da, skulle du dog lige ned og pibbe og være en fugleunge, inden du tog fat. Fat om livet som du sidenhen har haft et fast greb i. Og heldigvis. Du har vist...

Vi har en lille seng, der har svært ved at rumme to voksne og to børn, der øver sig i helikopter bevægelser med hele deres små kroppe. Til gengæld kan den sagtens rumme en voksen og to børn, der har de sødeste lyde, kærlige kærtegn på min pande og en opmærksomhed på hinanden. Der ligger et barn på hver side af mig, deres vejrtrækning er synkron og ligeså er deres hjerteslag. Det er måske det mest hylefremkalende jeg har oplevet længe. Jeg ved godt at det bare er et tilfælde, men på en sen nattetime som nu er det ret nemt at analysere sig frem til alverdens kærligheds begrundelser. Den ene har en pibende lyd, hver gang han puster luften...

at jeg fungerer som græsenke disse dage. Og efter ganske få timer begyndte jeg at være mere imponeret over alene forældre, end jeg allerede er i forvejen. Nu, mere end et døgn senere, fatter jeg slet ikke at folk kan det. at Rapanden har talt dage til sin fødselsdag siden februar måned og i begyndelsen synes jeg, at det var et lidt overskruet projekt. Nu kan jeg næsten ikke holde det ud af bare spænding. Så nu er det pludselig sløret, hvem der egentlig er mest spændt på fødselsdagen. at jeg har fået en p-bøde, bare fordi jeg ikke kan kende forskel på et 1 tal og et 0. Dumt. at jeg har bestilt en til at gøre hytten ren...

Min popo er landet i min grå sofa. Jeg kan ikke huske hvornår det sidst er sket. Det er længe siden, for længe siden. Og alligevel har jeg jo lavet gode ting, men min krop har godt af at lande lige her. Både for at skrive, hvilket stensikkert er for længe siden, og for bare at sidde og lave ikke noget. Tiden går, hvilket er et forslidt udtryk, men ikke desto mindre en følelse jeg ofte bliver ramt af. Lige om ganske få dage bliver min første fødte fem år. Fem år! Det vil altså sige at det er snart seks år siden mit livs vendepunkt blev en realitet. Den dag jeg tog til lægen fordi jeg ikke kunne begribe...

Reklame Tilbage i 2002 og 2003 da jeg gik på en efterskole i Skjern, stiftede jeg allerførst bekendtskab med, at jeg kunne ændre strukturen i mit hår. Jeg var nemlig i mange, mange år ked af mine store krøller, så jeg gjorde hvad jeg kunne for at eliminerer dem. Til gallafesten der blev til for at afslutte et af de vildeste år i mit liv, ville jeg gerne gøre mig pæn. Jeg havde syet en lang vinrød gallakjole, med vandfald fortil og fine hvide perler ned langs min højre side og så rengjorde jeg mine pæneste gummistøvler, jeg var ret pæn, hvis jeg selv skal sige det. Da jeg så gerne ville fornægte mine krøller gjorde nogle piger og jeg...