Hvis du ikke har læst første eller anden del, vil jeg råde dig til at gøre det, inden du læser videre. Du kan finde første del HER og anden del HER. Naturen har alle dage gjort noget særligt ved mit sind, når græsset gror og skoven springer ud. Når fuglene synger foroven og livet viser sit vilde jeg. Jeg skulle til at spare mit vagtværn, give slip og skrive lister over alle de ting, jeg gerne ville og hvad der var med til at farve ballonerne. Billigt bestik, fuglefløjt og smil. Ansigt til ansigt med mig og dem. Livet er en sjov størrelse, ligesom vildmarkens dronning, der skulle egentlig ikke så meget til. Jeg gik langs muren og tænkte så...

Hvis du ikke har læst første del, giver det måske bedre mening at begynde der. Du kan læse første del HER. “Det er aldrig for sent, at få en lykkelig barndom” På et tidspunkt besluttede jeg, at jeg ikke skulle høre bedrøvede sange mere, jeg besluttede, at det aldrig var for sent at få en lykkelig barndom og jeg besluttede, at jeg skulle leve. Langsomt begyndte mine indre balloner, at skifte fra sorte, til farvede balloner. Jeg lovede den vigtigste i mit liv – mig selv – på amager og halshug, at jeg skulle lære det her liv at kende i farver. Nogle gange tror jeg ikke, at vi skal tænke os om to gange, nogle gange skal vi bare...

Jeg kom til at skrive et indlæg så langt. Følelserne tog over og tasterne blev slidt – det har jeg delt op i tre afsnit, der vil blive udgivet de næste dage. Tag pænt imod det. Hjernen kan fortrænge, men kroppen husker. Kroppen kan huske lugte, følelser, berøring eller en sindstilstand. Den anden dag fik jeg en følelse. En følelse, som jeg ikke har haft i årevis, noget jeg ikke har mærket i min krop lige så længe, men en følelse der blev skudt gennem min krop skarpere end en sylespids. Det gjorde ondt. Tilbage til den tid hvor mit hjerte var slidt og min vuggende krop var kaotisk. Den tid hvor mine tanker var usammenhængende og mine hænder i...

Vi har en lille seng, der har svært ved at rumme to voksne og to børn, der øver sig i helikopter bevægelser med hele deres små kroppe. Til gengæld kan den sagtens rumme en voksen og to børn, der har de sødeste lyde, kærlige kærtegn på min pande og en opmærksomhed på hinanden. Der ligger et barn på hver side af mig, deres vejrtrækning er synkron og ligeså er deres hjerteslag. Det er måske det mest hylefremkalende jeg har oplevet længe. Jeg ved godt at det bare er et tilfælde, men på en sen nattetime som nu er det ret nemt at analysere sig frem til alverdens kærligheds begrundelser. Den ene har en pibende lyd, hver gang han puster luften...

Min popo er landet i min grå sofa. Jeg kan ikke huske hvornår det sidst er sket. Det er længe siden, for længe siden. Og alligevel har jeg jo lavet gode ting, men min krop har godt af at lande lige her. Både for at skrive, hvilket stensikkert er for længe siden, og for bare at sidde og lave ikke noget. Tiden går, hvilket er et forslidt udtryk, men ikke desto mindre en følelse jeg ofte bliver ramt af. Lige om ganske få dage bliver min første fødte fem år. Fem år! Det vil altså sige at det er snart seks år siden mit livs vendepunkt blev en realitet. Den dag jeg tog til lægen fordi jeg ikke kunne begribe...