Et slidt hjerte og en vuggende krop #2

Hvis du ikke har læst første del, giver det måske bedre mening at begynde der. Du kan læse første del HER.

“Det er aldrig for sent, at få en lykkelig barndom”

På et tidspunkt besluttede jeg, at jeg ikke skulle høre bedrøvede sange mere, jeg besluttede, at det aldrig var for sent at få en lykkelig barndom og jeg besluttede, at jeg skulle leve. Langsomt begyndte mine indre balloner, at skifte fra sorte, til farvede balloner. Jeg lovede den vigtigste i mit liv – mig selv – på amager og halshug, at jeg skulle lære det her liv at kende i farver. Nogle gange tror jeg ikke, at vi skal tænke os om to gange, nogle gange skal vi bare tænke en tanke og gøre det, inden vi fortryder.

Hop af.

Hop af toget.

Luk øjnene og tro.

Håb.

Træk mig væk og jeg ville lade som om, at jeg levede – slukke mit ekko og lad skibet sejle. Drive med og give min sjæl omsorg og kærlighed, finde mit anker og stå fast. Stå fast på mig og finde ud af hvad det i øvrigt betyder. Om jeg så skulle lande et sted milevidt fra, hvor jeg ville tro, ville det være ligegyldigt. Alt ville være bedre og jeg skulle bare have det bedre. Og så havde jeg jo min allernyeste ven med, nemlig mig selv, som jeg skulle til og lære at kende. Jeg skulle have, en ven i mig og ikke være slave af fortiden mere. Lænkerne skulle spændes op, kiloene på mine skuldre skulle elimineres og desperationen for frihed blev frigivet, som et endorfin chok i min krop. Det var mig, der havde drømmene og gerne ville på rundtur i livet. Jeg ville så gerne være med, være lykkelig og tage et andet sted hen. Leve. Smile. Og græde i et højlydt grin. Være smuk udenpå og smuk indeni, men det kræver noget. Det kræver noget ægthed, noget engagement og noget smukt at vise. Og der sad jeg så, uden en skilling, uden noget smukt og uden synderlig meget engagement.

Hvor er du – jeg er her – dagen bryder frem – nu må jeg finde hjem – smæk døren og gå!

….