2017 – sikke et år. Sådan tror jeg de fleste mennesker tænker hvert år. I år er ingenlunde en undtagelse for mig. At sige farvel til et brugt og opslidt år har ikke betydet alverden for mig og gør det heller ikke år. Ligesom mange andre tænker jeg, at tiden er gået hurtigt, men det forsøger jeg år efter år at gøre op med ved at dvæle ved dejlige oplevelser. Da 2017 blev skudt i gang var jeg endnu på barsel, det kan jeg næsten ikke forstå, da det føles så længe siden jeg var hjemme med en baby på armen. Min lille Frø var syg de første måneder og vi var ofte på Skejby, men i takt med at...

Vi begyndte juleferien på et minus af energi og overskud, eller det vil sige – vi kørte i allerhøjeste gear og fokuserede på alt andet end den nærtstående højtid, da Frøhopperen og jeg måtte tage en gratis overnatning på Skejby. Det betød også at vi var bagud – praktisk, men især mentalt. Bagud – og ikke klar. Vi havde en dejlig jul, en virkelig dejlig jul – samtidig med, at den var kaotisk og indeholdt et tankemylder så stort. Vi har betalt prisen og gjort det bedste vi har lært. Jeg har støttet mine små mennesker og passet så godt på dem jeg kunne, men jeg synes ærlig talt ikke at det har været godt nok. Jeg har svigtet dem!...

Glade børn, trætte børn og legende børn, med materiel lykke i sindet. Vi er stadig hjemme hos mine forældre, hvor vi holder jul hvert år. I Vestjylland ude på landet, hvor idyllen er i top og skoven omkranser matriklen. Uanset hvilket vindue jeg kigger ud af er der skov og træer. Her er dejligt. Ingen er kommet i tøjet endnu, så hygge i nattøj er en realitet. Gulvet er beklædt med en masse nyt legetøj, som skaber rammen for mine drenge med gamle lege, nye lege, gamle historier og nye historier. Mine forældres gamle hund, ligger med tålmod i sit sind på gulvet og kigger bedende efter drengene i håbet om et lille klap. Gaver er materielle sager og det...

Jeg sidder i mine forældres hyggelige køkken, iført min t-shit med ordene ok, but first coffee, så det gør jeg. Drikker en kop kaffe af mit yndlingskrus, inden jeg foretager mig ret meget. Helt korrekt er det kop nummer to. Det er helt mørk udenfor og jeg sidder i køkkenet med min mor overfor mig, som bøvler med noget teknik og alle sine julekalendere, imens jeg i min øresnegl kan høre, at mine drenge leger sammen med deres morfar. De griner allermest, men indimellem kan jeg også høre nej, det er min efterfulgt af en irriterende lillebror der udnytter sit piratgrin i fuld flor. De griner, taler og opfinder historier, lige som det skal være dagen før juleaften. Kaffen smager...

Grøn er min yndlingsfarve, men det gør ikke denne stue til min yndlingsstue, selvom den er grøn. Den dyne der i øjeblikket, sammen med feberen, varmer min lille Frøs krop er også med lysegrønne striber, den er heller ikke just min farvorit. Grøn gør mig glad, men ikke i disse omgivelser. Allerede i går vidste jeg at den var gal. I dag er jeg kun blevet bekræftet i, at min intuition var rigtig og at vi skal følge vores mavefornemmelse. Min lille Frø ligger pt. på Skejby for at få lidt hjælp – det er slet ikke dødalvorligt, blot nødvendigt med lidt ekstra hjælp. Det er underligt som ens sanser kan blive styrket i en situation som denne. Hvordan lugte,...