2017 – året der gik

2017 – sikke et år. Sådan tror jeg de fleste mennesker tænker hvert år. I år er ingenlunde en undtagelse for mig. At sige farvel til et brugt og opslidt år har ikke betydet alverden for mig og gør det heller ikke år. Ligesom mange andre tænker jeg, at tiden er gået hurtigt, men det forsøger jeg år efter år at gøre op med ved at dvæle ved dejlige oplevelser.

Da 2017 blev skudt i gang var jeg endnu på barsel, det kan jeg næsten ikke forstå, da det føles så længe siden jeg var hjemme med en baby på armen. Min lille Frø var syg de første måneder og vi var ofte på Skejby, men i takt med at foråret nærmede sig blev helbredet stødt bedre og alting blomstrede – både min Frø og alt omkring os.

Da vi nåede den tyvende april, havde Frøhopperen gået i vuggestue i 20 dage og han brød sig ingenlunde om det, jeg begyndte på arbejde og vi havde nu ejet vores lille gule hus, med umbragrønne vinduer i et år og én uge. Blot ni dage senere kunne vi fejre Rapandens fireårs fødselsdag. Og tre uger senere igen blev det Frøhopperens tur til at fejre sin allerførste fødselsdag – i højt solskinsvejr i haven med vores familier.

I begyndelsen af året tog Tyrken og jeg også en rask beslutning. Vi ville giftes. Til maj. Altså kun tre måneder senere, med fest og hele balladen. Og sikke en fest. Og ballade. Det var mit livs mest romantiske dag og jeg var lykkelig. Fordi så meget gik skævt på dagen – altså perfekt skævt. Vi glemte at finde kørsel til os selv hjem fra vielsen, så vi endte i en pølsevogn i vores stiveste puds. Det var genialt, uheldigt, hysterisk morsomt og en pissegod historie. Resten af dagen gik som den skulle og i præcis den uperfekte og dermed helt perfekte ånd vi ønskede. Dvæle. Dvæle.

Vi var til vores årlige festivaller, som betyder så meget og opdagede at det i høj grad også er noget for begge vores børn. Hvilket er heldigt for alle, da det vil fortsætte i vores liv. Musik, familie, venner og campinglivet samlet et sted – perfekt! Dvæle.

I sommeren begyndte vi på et nyt koncept – voksenspisning. Giv børnene mad (vi er jo ikke tarvelige;)), for så at de voksne spiser senere. Det har betydet en ekstra fokus på vores forhold, ikke at noget var galt forstås, blot en interesse i at det vil fortsætte sådan. Med et utal af skilsmisser i familien og en bevidsthed om landets skilsmissestatestikker virkede det ikke som en dårlig idé. Dét var en god idé – jeg tror ikke på, at vi kan vande vores plæne eller forhold for meget.

Efter sommerferien begyndte Frøhopperen at acceptere sin vuggestue, for sidenhen at være vild med den. I dag elsker han den og det vidunderlige personale har hjulpet ham og os mere end jeg kan sætte ord på endnu.

Hen over sommeren fik jeg tilbudt et kompetance udviklingsforløb via mit arbejde. Et kursus jeg naturligvis takkede ja til og som har opslugt mange af mine tanker og megen tid. Jeg er fortsat i gang og jeg er vild med det – jeg oplevet en tændthed og en inspirationskilde så stor, at jeg ikke kan lade være. Det er vanvittig spændende og jeg kan mærke hvordan jeg rykker mig hele tiden. Jeg ser frem til hvilken vej det bringer mig i 2018 og videre frem. Der er en mening med det – det må der være.

Jeg synes, at 2017 har været et dejligt år med op- og nedture, mest opture. Frøhopperen har været en kende for meget syg, så det lader vi gerne blive i 2017. Ellers er jeg klar til at springe ind i 2018 sammen med min mand og mine børn. Jeg er klar til et nyt, spændende og ubrugt år.

Hvad har du værdsat ved 2017? Og hvad ser du frem til ved 2018?