Fra minus til plus

Vi begyndte juleferien på et minus af energi og overskud, eller det vil sige – vi kørte i allerhøjeste gear og fokuserede på alt andet end den nærtstående højtid, da Frøhopperen og jeg måtte tage en gratis overnatning på Skejby. Det betød også at vi var bagud – praktisk, men især mentalt. Bagud – og ikke klar. Vi havde en dejlig jul, en virkelig dejlig jul – samtidig med, at den var kaotisk og indeholdt et tankemylder så stort. Vi har betalt prisen og gjort det bedste vi har lært. Jeg har støttet mine små mennesker og passet så godt på dem jeg kunne, men jeg synes ærlig talt ikke at det har været godt nok. Jeg har svigtet dem! Det har især et af mine børn også fortalt mig og mere rent kan det ikke blive. Selvom vi begyndte på et minus, af årsager der forhåbentlig ikke sker igen, har Tyrken og jeg alligevel valgt, at næste år skal gøres anderledes. Med andre prioriteter og færre aftaler, mere ro og mere af ikke noget. Vi kom gennem julen og har mest haft det dejligt, så jeg vil kaste den forpulede dårlige samvittighed ud til højre og vide, at jeg kan gøre noget – anderledes og bedre.

^{Her sidder drengene i bilen, da vi skulle hjem. Helt fyldt op til randen – af gaver, forventninger, justeringer og input – både bogstaveligt og i overført betydning. Fyldt.}

Efter juleaften og de traditionsrige julefrokoster var afholdt og vi atter kunne vende snuden hjemad, begyndte en rekreation af især de mindstes forgangne oplevelser. En rekreation jeg synes, vi er kommet i mål med nu. Nu. Denne morgen, hvor alle har sovet til mere end klokken 8 og humøret og rummeligheden igen er intakt. Det har været nogle gode dage, men også hårde dage, nu kan vi ægte nyde ferien og hinanden og jeg mærkede i går hvordan min pulserende krop faldt et gear ned – jeg fornemmer det samme hos mine drengebørn. Så nu er vi igen i plus.

Julen er børnenes fest – bestemt, og jeg gør julen som jeg gør, på grund af mine børn. Magien har igen indfundet sig i min jul, i takt med at min fireårige er blevet ældre og endnu et barn er ankommet til min lille kernefamilie. Når magien er intakt hos mig, er det fordi den også er hos dem, da det er på grund af dem den skabes. Deres følelser vælter frem ganske pludseligt, og de trækker alle med sig, imens de fylder hele rummet. Deres tanker bliver som regel sagt højt uden varsel, og der er ikke altid plads til stramme rammer eller adskillige voksnes forventninger og justeringer. Julen er følsom for mange voksne og den bliver det år efter år for børnene, for voksne handler den sjældent om gaver, og hvis juleaften handler om gaver for børnene er det skamfuldt. For så små børn som mine er, tænker jeg, at det er naivt at forestille sig og et utopisk mål, at julen heller ikke må handle om gaver. Det gør den, og jeg synes det er helt okay. Er det ikke en del af magien? Så kan alle de andre ting, såsom mad, hygge, nærvær og andet komme senere som en direkte og konkret følelse.

Hvad tænker du om dette? Er jeg helt galt på den? Hvordan synes du børn skal håndteres i julen og i juledagene? Jeg er rådvild.