Fødselsberetning – Rapanden

For fire år siden, sådan ret præcist i dag, var jeg overbevist om, at det var den 28. april jeg skulle blive Mor for allerførste gang. Det skulle dog vise sig anderledes.

Søndag morgen, den 28. april 2013 vågner jeg meget tidligt. Klokken 5. Jeg mærker ingen veer, jeg ved heller ikke hvad en ve reelt er. Endnu. En lykkelig uvidende højgravid, mommy to be.

Jeg lod Tyrken sove, imens jeg lagde mig ind på sofaen og fik tændt fjernsynet. Jeg aner ikke hvad jeg så, eller hvad der kørte i fjernesynet. Jeg lå allermest bare og kiggede ud ad vinduet og tænkte, at der skete et eller andet anderledes i min krop. Og at det ville være en god dag og blive forældre på.

Jeg tænkte ikke så meget over fødslen, mere på den alien, der lå i min mave. Eller hvad det nu var for en, der lå i min mave. Og hvad der mon ville ske med mig, med Tyrken og med det der nu skulle være vores nye, lille familie. Jeg anede det ikke. Jeg kunne ikke sætte mig ind i følelserne.

Da Tyrken vågnede, sagde jeg til ham, at han godt kunne forberede sig på, at blive Baba. Altså det var han jo forberedt på, da jeg allerede var gået fire dage over min termin. Men altså at det skete den dag.

Han gik lidt i panik og spurgte hvor jeg havde ondt henne. Jeg fortalte ham, at jeg ikke havde ondt, jeg kunne bare mærke noget anderledes og at det var en god dag at blive forældre på.

Over middag fik jeg en veninde på besøg. Vi spiste koldskål sammen, ude på vores terrasse.

Sidst på eftermiddagen begyndte der en murren i min lænd. Det gjorde egentlig ikke ondt, men det var heller ikke behageligt. Jeg fortalte Tyrken, at nu begynder det vidst sådan rigtigt. Han panikker. Spørger mig om, hvad jeg har brug for. Pakker tasker. Fylder mad og vand op til Frida – vores kat. Og gør sig ellers klar til at hjælpe mig.

Jeg ligger mest bare på sofaen. Slapper af. Og fokuserer på min vejrtrækning, hver gang jeg får en ve. Tyrken finder papir og pen frem for at noterer hver gang der kommer en ve.

Ved tyve tiden ringer vi til hospitalet, fordi de der veer nu gør ret ondt.

Tilbage i 2013 da vi fik Rapanden, havde vi ikke en bil, så vi skulle finde en måde at komme til hospitalet på. Vi ønskede ikke at vores familier skulle vide noget om selve fødslen før bagefter, så Tyrken ringede til lidt forskellige venner, for at finde et transportmiddel til hospitalet.

Det lykkedes at få en nabo til at køre os derud.

Han skulle hente os og køre os til Skejby. Hospitalet havde lidt modvilligt givet os lov til at komme. De gav allermest udtryk for, at jeg var sådan en halvhysterisk førstegangsfødende, der umuligt kunne være langt nok i fødslen til, at de ville indlægge mig. Men vi fik lov til, at komme derud, vi skulle bare forberede os på, at køre hjem igen.

4 centimeter åben – aktiv fødsel – yes!

Vi skulle derfra videre over på en fødestue. Jeg spørger, om jeg ikke lige må vente med, at rejse mig, til jeg har haft næste ve. Det måtte jeg selvfølgelig gerne. Der var ikke travlt på fødegangen denne aften.

Da næste ve er overstået, skynder vi os at gå over mod fødestuen. Så meget en fødende nu kan skynde sig. Halvvejs stopper jeg op ved en skranke. Tyrker siger meget frustreret.

“Skynd dig nu, vi skal skynde os derover, inden du får endnu en ve. Kom nu, kom nu, kom nu”

Jeg rækker armen i vejret og laver et stop (læs: LUK RØVEN) tegn til ham. Jeg havde en ve. Idiot.

Da vi kommer ind på fødestuen, er jeg seks centimeter åben. Det går hurtigt nu. Jeg havde altid haft en drøm om, at føde i vand og da jeg kort tid efter var 9 centimeter åben, sagde min jordemoder, at så skulle jeg i badekaret nu, fordi Rapanden snart ville komme ud. Inden midnat, gættede hun på. Man skal i øvrigt aldrig gætte på noget som helst, når det omhandler en fødende. Dumt. Da jeg kom i det varme vand, var det meget smertelindrende og jeg kunne slappe af, hvilket også betød at fødslen nu gik i stå. Jeg havde nogle veer i løbet af den næste times tid, men det var ikke mange. Til gengæld fik jeg sovet lidt. Da det var et helt almindeligt badekar, den størrelse, der findes på det almindelige badeværelse, kunne jeg ikke holde til at blive liggende, jeg trængte til, at strække mine ben. Så efter en times tid og stadig ingen pressetrang, gik jeg ind på stuen igen og lagde mig i sengen. Jeg sov videre i en times tid, kun afbrudt af ganske få veer.

Men så gik det til gengæld også løs. Veerne kom nu hyppigere og jeg begyndte at få pressetrang. Jeg pressede i tre kvarter og til sidst blev han smuttet ud. Han kom op på min mave og allerede fra den dag, havde han kæmpe store og mørke øjne. Han kiggede intenst på sin Mor og Baba.

29.04.13, klokken 03:05.

De fleste mennesker synes vist, at deres nyfødte baby er pæn. Det synes vi ikke, om vores. Det lille hoved var helt skævt og deformt, fordi han havde siddet skævt nede i mit bækken, det rettede sig dog i løbet af ganske kort tid. Og efter ganske få timer synes vi også, at vores baby var den smukkeste skabning vi nogensinde havde set.

Han var 51 centimeter lang og vejede 3770 gram.

Sådan begyndte vores liv som forældre. Og sikke et liv vi har fået, som forældre til verdens sødeste Rapand.

 

I morgen fylder denne fantastiske skabning fire år. Jeg fatter det ikke. Men han er pissesød og jeg glæder mig til at fejre ham og gøre dagen magisk for ham.

Fire år.

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.