Først og fremmest vil jeg ønske dig et rigtig godt og lykkebringende nytår. Dernæst vil jeg gøre status over mit 2016 og gøre mig nogle ganske få overvejelser over 2017. Da jeg for et år siden hoppede ja, det gør vi stadigvæk ind i det nye år, var jeg temmelig gravid og lavede nok mest af alt et ret ynkeligt hop ind i det nye år. Det var en nytårsaften, der var meget rolig. Vi var sammen med Tyrkens gode venner, som i dag også er mine gode venner. Min mave var fyldt med vandmelon drinks, Frøhopperen og ellers virkelig lækker mad. Vi kørte hjem allerede ved 1 tiden, på grund af undertegnede, som mest af alt følte sig som en flodhest....

Frøhopperen sover på anden time, imens Rapanden løber rundt og leger Leonardo – for alle der ikke har en treårig dreng, der er pjattet med Ninja Turtles, kan jeg give en bonus information om, at det er den blå Ninja Turtles, der hedder det. Og absolut ikke den Røde, som jeg fejlagtigt kom til, at fortælle min treårige. Men så er det heldigt, at min overbærende og ikke mindst rummelige tre årige lige kan fortælle mig, hvordan virkeligheden hænger sammen, på allerbedste mor-du-er-lidt-en-tåbe-nu-men-jeg bærer-over-med-dig manér. Rapanden render rundt i nattøj endnu, imens han har udklædningen på. Han løber mellem sin nye racerban, sin lillebrors lille cykel og ind på sit værelse for at se, hvor langt jeg er med omrokering...

Så er ferien forbi. Altså den første del af ferien. Den del, hvor vi ikke har været hjemme og det har føltes som ferie for os alle fire. Den del hvor jeg ikke har vasket tøj, Tyrken ikke har været på arbejde, hvor alle døgnets måltider er blevet serveret, med adskillige livretter iblandt. Og hvor Rapanden er listet ind til sin Mormor og Morfar klokken alt for tidligt om morgenen og har vækket dem, fremfor vi andre tre, hvor der er løbet op til flere kander kaffe gennem kaffemaskinen og lugten af frisklavet kaffe har nærmet sig min næse, inden jeg har set dagens lys. Altså den afslappede del af juleferien. For os. Nok ikke så meget for mine forældre....

3. juledag – det er der vidst ikke noget der hedder, men det har jeg nu altid kaldt det. Når vi rammer den 22. december, så står al nogenlunde normal tidsfornemmelse ud af kurs for mig. Jeg kan simpelthen ikke finde rundt i hvilke ugedage vi har. Jeg har nogle datoer og så hedder det ellers 1., 2., 3. og 4. juledag. Det kan være en bøvlet periode for mig og ikke mindst for de mennesker jeg omgås med, da andre ikke bruge samme tidsregning. Det er først omkring 2. januar jeg bliver normaliseret og igen kan tale helt normalt med andre mennesker. I dag er Tyrken kørt hjem. Han skal hjem og kigge til huset efter Urd raserede i...

I skrivende stund sidder jeg i min Fasters røde sofa. På min ene side sidder en træt Rapand, der har fået lov til, at sidde med en iPad, imens han har hørebøffer på, så han kan lukke sig lidt inde i sin egen verden. På min anden side, sidder min Tyrk og lytter ihærdigt til babyalarmen, om Frøhopperen snart er ved at vågne op fra sin middagslur. Det er en forholdsvis ny tradition, men dog alligevel en tradition, at vi er ude hos min faster den 25. december. Det er en af de få gange i løbet af året, jeg er rimelig sikker på, at se mine fætre, kusiner og mine to fastre – alle med hver deres familier. Jeg...