1. juledag og lidt tanker om juleaften

I skrivende stund sidder jeg i min Fasters røde sofa. På min ene side sidder en træt Rapand, der har fået lov til, at sidde med en iPad, imens han har hørebøffer på, så han kan lukke sig lidt inde i sin egen verden. På min anden side, sidder min Tyrk og lytter ihærdigt til babyalarmen, om Frøhopperen snart er ved at vågne op fra sin middagslur.

Det er en forholdsvis ny tradition, men dog alligevel en tradition, at vi er ude hos min faster den 25. december. Det er en af de få gange i løbet af året, jeg er rimelig sikker på, at se mine fætre, kusiner og mine to fastre – alle med hver deres familier. Jeg synes, at det er så hyggeligt og en dejlig tradition.

I går havde vi en fantastisk juleaften. Den var præcis så magisk, som jeg selv husker, mine egne juleaftener var som barn. Det ér bare noget ganske særligt, at opleve et lille menneskes facination af julens magi. Lige fra morgenstunden – med den allersidste tømning af julestrømpen, pyntning af juletræ, besøg af julemanden, julemiddagen, dansen om juletræet og åbne gaverne.

Jeg er stolt af, min lille mand! Kun med en lille smule utålmodighed, ventede han på, at han måtte hente næste gave. Han læste forbogstaverne på alle til- og fra kort og kunne derfor gætte sig til, hvem gaverne var fra og hvem de var til. Til de fleste af sine egne gaver, sagde han med stor entusiasme, at det da var da lige hvad jeg havde ønsket mig. Enten er han vildt godt opdraget, ellers har folk købt lige præcis hvad der stod på ønskeseddelen. Den vil jeg lade stå i det uvisse. 😉

Rapanden kunne holde sig vågen til klokken 22:30. Dét er ikke tit at det sker. Vi spiser julemiddagen, danser om juletræet, åbner gaver og så spiser vi dessert. Rapanden holdt sig vågen indtil vi havde spist dresserten. Han var dog lidt mistænkelig over de mandler, vi på forhånd havde fortalt ham om. Herhjemme spiser vi hjemmelavet is og så gælder det om at få allerflest mandler. Rapanden synes, at det var lidt underligt, men han synes også at det var ret sejt, at han fik en gave bare ved at spise virkelig meget is. Han kan have en pointe, men mon ikke han allerede næste år forstår meningen lidt bedre.

På én måde er det ærgerligt at julen er ved at nå sin ende, på den anden side er det også rart at blive normaliseret igen. Både mit blodsukker, men også at Nissen flytter ud og vi igen kan hører andet end julemusik dagen lang.

Her i Vestjylland er der mange steder, hvor det der internet endnu ikke fungerer. Men nu er jeg igen, hjemme hos mine forældre og kan derfor udgive dette indlæg.

Jeg ligger på sofaen – glad, mæt og boblende lykkelig. Tyrken har puttet vores drenge, jeg har knappet bukserne op, så julemaden kan få plads og vil snart smide mig, i min Tyrks arme. I morgen skal vi igen til julefrokost og mæske os i lækkert julemad og sludre dagen lang.

 

Følg mig på Facebook og på Bloglovin.