Det strammer om halsen og jeg råber. Højt. Sveden driver ned af min krop, tøjet strammer, jeg basker med mine hænder for at komme fremad, imens fortvivlelsen fylder mine tanker. Jeg løber fremad, jeg løber og løber, men komme ingen steder, selvom jeg løber, alt hvad jeg har lært. Jeg står stille. Jeg råber, men der kan ikke komme en lyd ud af min mund, jeg løber, men kommer ingen vegne, jeg trækker vejret hurtigt. Hurtigere og hurtigere, men får ingen ilt ind. Jeg kæmper, men ingen fremdrift sker. Sådan føler jeg det disse dage og nætter, jeg ved ikke hvorfor. Og måske gør jeg alligevel. I nat drømte jeg, igen vel at mærke, at jeg skulle lave et oplæg...

Indeholder reklame at der igen er gået halvanden måned mellem de seneste to Det viser sig indlæg. at de lysere dage er kærkommen, sammen med alle de forårsfornemmelser, der gror op af plænen. at nogle gange, kan jeg komme til at tage en beslutning, der kan virke god, men ikke er det i virkeligheden. Så jeg har altså droppet #onsdagsskrald indlæggene igen. at min lille Frøhopper leger med mine gryder hele tiden! Den anden dag da jeg skulle koge grøntsager fandt jeg legemad i gryden, der ellers var sat pænt ind i skabet med låget sat på. at mine børn i fællesskab har valgt, at det ene barn kastede op den ene nat, den anden ventede dog til den efterfølgende...

Den 29. april 2013 stod jeg med min egen baby i mine arme den allerførste gang, fyldt med følelser, frygt og uvidenhed. Det var vidunderligt og forfærdeligt, alt sammen på én gang. Omend det var den bedste tid i mit liv, var det også min værste tid i mit liv – jeg anede ikke hvad pokker jeg gjorde eller havde rodet mig ud i, samtidig med, at jeg var ret sikker i min nyeste rolle på daværende tidspunkt. Når jeg nu knap fem år senere kigger tilbage, var jeg langt mere sikker på hvad bøgerne skrev, hvad al fagpersonale i de pædagogiske højfaglige lande bistod. Og ja, det kunne noget – for eksempel give mig en sikkerhed i mit virke...

Klokken er langt over drengenes sengetid, men med den sidste tid taget i betragtning, nyder jeg bare, at mine drenge griner og har det skønt sammen. Smil og grin fra Frøhopperen har helt naturligt være ret begrænset de sidste mange dage. De ligger i Rapandens seng og har lovet at de ligger sig til at sove inden for kort tid. Jeg tror ikke på dem. Og det er okay. Rapanden har læst godnathistorie for dem begge to på den sødeste og mest autentiske måde en fireårig kan. Og Frøhopperen har lyttet og været engageret, som kun en etårig kan. Ingen er sure og glade børn, ved alle, også giver glade forældre. Så det lever vi gerne på. Selvom klokken er...

Orange stue, grøn stue og nu gul stue. Flere stuer derimellem har vi kigget på. Flere stuer har vi siddet med en sløj Frøhopper. Flere stuer har vi siddet og følt en frygt, været nervøse og usikre på, hvad der mon skulle ske. Flere stuer har vi været på samtidig med, at vi har været i de allerbedste hænder jeg kan forestille mig. Hvor et kompetent, imødekommende og hjertevarmt personale har mødt os og ikke mindst min lille Frøhopper. Vi er blevet mødt med hjertlige øjne, varme og rolige stemmer, der har gjort at trygheden har været enorm, trods en utryg tilstand hos frøhopperen. Dét er meget værd. Ofte hører jeg, at det danske sygehusvæsen får uendelig meget kritik og...