Så er du fire år gammel, min skat. Nej, Mor. Jeg er fire år ung. I går fyldte min sødeste Rapand fire år. Det er stort at fylde fire år. Han spændte i sin krop i en stor del af dagen i går, i ren begejstring og fordi alt omring ham var vidunderligt. Han fik den brandstation han ønskede sig allermest og så var han tilfreds. Det betyder dog slet ikke, at alle de andre mange, mange fine gaver ikke også betyder alverden. Han var tilfreds og fyldt med glæde. Han havde selv bestemt dagens menuer, at vi skulle ud og gå en tur og han bestilte selv sin kagemand. Han tjekkede også kagemanden efter, om der nu stod det...

For fire år siden, sådan ret præcist i dag, var jeg overbevist om, at det var den 28. april jeg skulle blive Mor for allerførste gang. Det skulle dog vise sig anderledes. Søndag morgen, den 28. april 2013 vågner jeg meget tidligt. Klokken 5. Jeg mærker ingen veer, jeg ved heller ikke hvad en ve reelt er. Endnu. En lykkelig uvidende højgravid, mommy to be. Jeg lod Tyrken sove, imens jeg lagde mig ind på sofaen og fik tændt fjernsynet. Jeg aner ikke hvad jeg så, eller hvad der kørte i fjernesynet. Jeg lå allermest bare og kiggede ud ad vinduet og tænkte, at der skete et eller andet anderledes i min krop. Og at det ville være en god...

Jeg har netop været inde ved Frøhopperen for hundredeogsyttende gang, givet ham en sut og et øre, så han igen kunne overgive sig til søvnen. Den lille bandit er blevet langt bedre til at sove, end jeg før har nævnt her på domænet. Selvom han er blevet bedre betyder det dog ikke, at han ikke vågner sådan cirka hver tyvende minut. Men hey, det er stadig en forbedring end de første otte måneder af den lille drengs liv. Og det gælder om at holde fast i det positive. Jeg har jo levet som græsenke siden torsdag. Jeg har hele tiden sagtens kunne unde min Tyrk at være afsted, og som jeg sagde til ham i går jeg håber, at du...

Nogle gange sker der det at folk gør dumme ting. Her mener jeg de der sjove, dumme ting, som ikke skader andre mennesker, men blot giver et smil på læben, identificering eller muligvis himmelvendte øjne, med tanke på at sådan kunne jeg aldrig finde på at sige eller gøre. Det har jeg naturligvis aldrig oplevet. Jeg har nemlig aldrig siddet til teori og kastet min arm i vejret med stor entusiasme, for at irettesætte underviseren, der efter min klare overbevisning lavede en stavefejl. Jeg fik smidt en sætning afsted, lige foran alle de andre der også var ved at tage kørekort, det hedder altså ikke en viadukt, det hedder miadukt. Formentlig med himmelvendte øjne. Altså af læreren og en lille smule af...

Den er god nok, min puls er der endnu. I skrivende stund ligger jeg i min seng og putter Frøhopperen, imens jeg snuser den resterende babylugt af ham. Jeg er pjattet med den temperamentsfulde lille dreng. Jeg har haft to dage tilbage på mit arbejde, som jo i virkeligheden er et nyt arbejde. Der er mange nye ting jeg skal lære og det kommer til at tage en rum tid, men jeg er kampklar og ser frem til nye udfordringer. Der er heldigvis også nogle kendte ansigter, som er skønne at møde igen. Det har været underligt at være væk fra mine børn i så mange timer og det har været endnu mere underligt at være begrænset og afhængig af...