Jeg erkender det. Blankt endda. Jeg kan sommetider være et noget så usselt og lille menneske. Ikke “bare” fysisk, efter at have konsumeret chokolade i urimeligt store mængder, også mentalt. Sådan et monster landede på min skulder i går, gravede sig ind i mit hoved og overtog styringen. Det er bestemt ikke et monster eller en side af mig selv, som  jeg er stolt af. Tværtimod. Det er i virkeligheden helst ikke noget jeg erkender, men i kraft af mit arbejde og efterhånden flerårige selvransagelse, er jeg efterhånden vant til, at arbejde systematisk, analyserende, progressivt og ikke mindst relativt rationelt. Det bider nogle gange mig selv så hårdt i røven, at jeg ikke kan sidde ned i dagevis. Det...

1 år. Fire hager. Tykke lår. Store, brune øjne. Og dejlig som bare pokker. I går blev min lille Frø 1 år. 1 år, som er gået helt klicheagtigt hurtigt. 1 år, hvor jeg er blevet udfordret som aldrig før, har siddet ualmindelig meget stille i min sofa, med en baby liggende på min mave. Og så er jeg blevet rørt oftere end jeg nogensinde har prøvet før. Min lille Frø, som blev født midt på køkkengulvet, min Frø, der var så lille, min Frø som aldrig har brugt sin tid på at sove, min Frø, der er så viljefast og temperamentfuld, min Frø, der ejer så utrolig meget gåpåmod, min Frø, som har det mest charmerende smil og som...

Gave(r) Vi fik mange fine og personlige og gaver. Gaver som vil blive bevaret resten af vores lange liv. Bedst af det hele er, at det er helt tydeligt, at folk har lagt sjæl og tanker bag gaverne. Måske især fordi vi jo havde frabedt os gaver, fordi vi mest af alt bare ønskede at tilbringe hele dagen sammen med dem vi holder af. Men folk er jo umulige at præge, så det væltede alligevel ind med gaver, også fra mennesker, som ikke fysisk deltog i festen, dog var hver og en med i vore tanker. Én gave kom dog i særdeleshed bag på mig. En gave jeg modtog fra en, der desværre ikke fysisk er iblandt os mere, men...

Onsdag den 25. maj, cyklede jeg Rapanden i børnehave, dernæst cyklede jeg hjem og lagde mig på sofaen. Jeg lå og så fjernsyn. Ved 11 tiden, begyndte der at være lidt murren i maven og jeg kunne fornemme, at der var ved at ske noget. Da min første fødsel varede 5 timer og 30 minutter, var vi forberedt på, at denne fødsel formentlig ville gå hurtigere. Blandt andet derfor, havde jeg også valgt, at jeg gerne ville føde hjemme. Min jordemoder havde også fortalt mig, at jeg skulle ringe så snart jeg fik veer, så hun kunne nå ud til os, og så skulle jeg pænt pakke mit Vestjyske så-ondt-gør-det-da-heller-ikke væk og bare ringe. Der skete ikke andet, end småveer....

Jeg sidder ude i haven. I min nye yndlingsstol. Med et tæppe pakket helt omkring mig. Jeg drikker en kold øl imens jeg forfatter nærværende indlæg. Foran mig, kan jeg se en ualmindelig grim stak paller og en fantastisk smuk solnedgang. Begge dele er dejlige. Pallerne fordi de minde mig om al den arbejde, der er lavet i vores gamle hus og solnedgangen minder mig om mit held og al den lykke jeg har i mit liv. Jeg hverken kan eller vil ned fra min helt barnagtige lyserøde sky, som jeg har svævet på siden i lørdags. Det er sgu fedt! Det er fedt her, lige her på den lyserøde sky, som er så kvalmende rosenrød og hvor lykken mærkes...