Et uvelkomment monster

Jeg erkender det. Blankt endda. Jeg kan sommetider være et noget så usselt og lille menneske. Ikke “bare” fysisk, efter at have konsumeret chokolade i urimeligt store mængder, også mentalt. Sådan et monster landede på min skulder i går, gravede sig ind i mit hoved og overtog styringen. Det er bestemt ikke et monster eller en side af mig selv, som  jeg er stolt af. Tværtimod. Det er i virkeligheden helst ikke noget jeg erkender, men i kraft af mit arbejde og efterhånden flerårige selvransagelse, er jeg efterhånden vant til, at arbejde systematisk, analyserende, progressivt og ikke mindst relativt rationelt. Det bider nogle gange mig selv så hårdt i røven, at jeg ikke kan sidde ned i dagevis. Det er der det kan føles enormt uretfærdigt og uhåndterbart. Lige efter det, gør det ondt. Fandens ondt. Fordi jeg, som det ofte er tilfældet, skal kigge indad og opdager så, at det igen er mig selv den er gal med.

Shit.

Der sker nemlig det, at når man har børn, så kommer de jo med den allerstørste selvfølgelighed i første række. Det kan der ikke herske tvivl om. Heller ikke inde i mig. Når det så er sagt, så kan det indimellem godt gøre pokkers ondt, når man selv går glip af noget. I hvert fald inde i mig. Jeg ved godt, hvad der er rigtig og forkert. Jeg ved også godt, hvornår mit barns behov for mig, eller den anden forældre, er større end mit behov for et socialt arrangement. For mig betyder det bare desværre ikke, at når jeg så for hundredegosyttende gang på ganske kort tid, igen går glip af et arrangement, en livsbegivenhed, en interessant samtale eller noget andet, ikke får lyst til, at sætte mig ned og hyle hysterisk og stampe i jorden indtil jeg får min vilje. Det får jeg lyst til. Jeg er dog så rationel, at jeg ikke gør det, men det føles ikke langt fra. Hullet i maven vokser og vokser. Bitterheden vokser. Irritationen vokser. Og jeg bliver et frygteligt lille menneske, der ikke kan se ud over egen næsetip.

Sådan ønsker ingen at være, eller leve sammen med. Og sådan fortjener ingen at føle! Men for pokker, det kan være svært. For mig i hvert fald.

Jeg tæller lige til tre, smider monstret ud og satser på en bedre dag i dag.

1 – 2 – 3

God søndag.