Sundhed. Hvorfor er det nu lige at Marsbar, fløde og cola ikke bare gør mig sprød og slank? Jeg fatter det ikke. Det ville være så meget nemmere at passe mine jeans igen, hvis verden hang sådan sammen. Men lige nu er nullerbukser bare det bedste – okay, det har de alle dage været, men pt. er det cirka det eneste jeg kan passe. Jeg ved da godt, at jeg børe gnave mig igennem alt for mange gulerødder, drikke te og slæbe mig afsted på en, for mig, absolut intetsigende løbetur. Men som om, at det nogensinde vil ske. Næ nej, jeg sidder herhjemme, med min lidt for støre røv, solidt plantet i sofaen. Jeg drikker alt for meget kaffe...

Efter at have tilbragt et par døgn sammen med min børn – vel at mærke, som den eneste voksen, er jeg blevet lullet ind i tanken om, at min førstefødte egentlig ville have passet ret godt sammen med navnet Jørgen. Ikke kun fordi drengenes Oldefar hedder det, men i særdeleshed på grund af den kendte, og omtalte, Spørge Jørgen. Hold nu kæft nogle dage. Jeg har naturligvis ikke haft lyst til at kvæle ham, kaste ham ud af vinduet eller selv bunde en flaske Baileys. Sådan en mor er jeg slet, slet ikke. Men altså, når det så er sagt, eller ikke er sagt – eller hvad det nu er. Så har jeg i hvert fald været sat på prøve....

Efter alt at dømme, med ugens oplevelser i mente, føles det som om de sidste fire dage, i virkeligheden er en hel måned. Der har været fart over feltet og det giver bagslag i dag. Ugen begyndte med, at Rapanden faldt ud af vores seng. Om natten tænkte jeg, at han allermest blev forskrækket. Mandag morgen kunne jeg dog sagtens se, at han virkelig havde slået sig. Han vågnede nemlig op med en læbe, som vil være en bokser værdig. For at gøre den ærgerlige situation megasej, kalder vi læben en bokserlæbe. Det virker. For at det ikke er nok, får jeg tirsdag middag en besked fra børnehaven om, at Rapanden har slået hul i hovedet og fået en bule...

Hej du, Cancer! Må du rådne op og slå dig selv ihjel, så vi aldrig skal høre om dig igen! Du er IKKE velkommen her! Hilsen Mig   Den pisse, lorte sygdom! Når vi taler om cancer, så er det svært at finde positive gloser. Og alle de negative må gerne nævnes i flæng! Pt. går vi lidt rundt om os selv herhjemme. En af vores gode venner, der også er far til nogle af vore tætteste venner, har netop fået konstateret cancer. Det er uretfærdigt. Det er uretfærdigt for alle der gennemlever sygdommen – både den ramte og de pårørende. Efter, igen, at have få cancer tæt ind på livet, bliver jeg mindet om livets skrøbelighed og hvilken værdi...

Den 8. oktober holdt vi navngivningsfest for Frøhopperens. Det kan du læse mere om HER og HER. Vi fik så mange virkelig fine og gode gaver. Alle har bare været så gode til at finde på kreative, brugbare, personlige og helt igennem fantastiske gaver. Der var 117 mennesker med til festen, så der var mange gaver. Som i virkelig mange gaver. Men ikke en eneste genganger. Hvor sejt er det ikke lige? Én af gaverne fik mig til, at være ekstra glad for det gamle hus vi har købt – som jo vil blive her hvor vores drenge har deres barndomshjem, hvor de vil vokse op, og en dag blive voksne mænd. Det er alligevel en rimelig underlig tanke, når de...