En Jørgen, kunne han være

Efter at have tilbragt et par døgn sammen med min børn – vel at mærke, som den eneste voksen, er jeg blevet lullet ind i tanken om, at min førstefødte egentlig ville have passet ret godt sammen med navnet Jørgen. Ikke kun fordi drengenes Oldefar hedder det, men i særdeleshed på grund af den kendte, og omtalte, Spørge Jørgen.

Hold nu kæft nogle dage.

Jeg har naturligvis ikke haft lyst til at kvæle ham, kaste ham ud af vinduet eller selv bunde en flaske Baileys. Sådan en mor er jeg slet, slet ikke.

Men altså, når det så er sagt, eller ikke er sagt – eller hvad det nu er. Så har jeg i hvert fald været sat på prøve.

Da Rapanden lige havde lært, at sige Mor, var det den bedste lyd, det bedste ord, jeg nogensinde havde hørt. Og netop derfor lovede jeg, at jeg aldrig nogensinde vil brokke mig, eller irritere mig over at høre netop dét ord. Det har jeg været nødt til, at minde mig selv om rigtig mange gange de sidste døgn. Som i rigtig mange gange.

“Mor, hvorfor er bladene gule?”, “Mor, hvorfor er det efterår?”, “Mor, hvorfor er det oktober?” …

“Mor, hvorfor må jeg ikke spise slik til morgenmad?“, “Mor, hvorfor er lakrids sort?“, “Mor, hvad hedder den vingummi?” …

“Mor, hvorfor må jeg ikke sige, at du er en prutskid?“, “Mor, hvorfor må alle ikke se min tissemand?“, “Mor, hedder du Baba?” …

“Mor, hvorfor skal vi altid feje i indkørslen?“, “Mor, har jeg fået nok frisk luft nu?“, “Mor, må jeg gå ind nu?“, “Mor, må jeg nu?“, “Må jeg nu Mor, hva’ Mor, må jeg det Mor, please Mor?” …

H O L D N U K Æ F T !

En summen for ørerne af ordet Mor, Mor, Mor. Det ér et vidunderligt ord, men lige i dag har jeg været tæt på, at blive en smule sindssyg.

Så tæt på, at jeg under gårsdagens aftensmad, hvor han havde så travlt med at tale, at jeg akut måtte indføre taleSTOP. Men selvfølgelig fortsætter drengen: “Hvorfor må vi ikke tale, Mor?“, “Mor, hvorfor er du træt i dit hovede?“, “Mor, du fjoller, vi må jo gerne tale sammen, imens vi spiser aftensmad. Ikke, Mor, hva’ Mor?” …

…

Indtil for ganske nylig, har jeg mest af alt, undret mig over, andre forældre, der har været irriteret over deres spørgende børn, men endnu engang må jeg bide mine tanker godt og grundigt i mig igen. Når det så er sagt, er jeg naturligvis, altså nu hvor han stadig sover, meget glad for, at han er nysgerrig og videbegærlig. Tak for ham!

I dag skal vi til fødselsdag, sammen med familien, og jeg satser på, at der vil være nogle, der kan være behjælpelige med bare halvdelen af alle spørgsmålene. Tak for dem!

 

Ønsker du, at modtage informationer omkring nye indlæg her på bloggen, kan du finde mig på Facebook, hvor der bliver linket til alle indlæg.