Da Rapandens Mormor for nogle uger siden spurgte ham hvad kunne du tænke dig, at være klædt ud som til Fastelavn? Var svaret klart. Chase. Hvis du ikke lige ved, hvem han er, kan jeg trøste dig med, at du ikke er gået glip af noget og jeg til tider vil ønske, at jeg heller ikke vidste så meget om ham. Ham Chase er en del af tegnefilmen, Paw Patrol. Det er en gruppe hunde, der altid hjælper borgerne og er klar på en redningsaktion, som der i øvrigt er overraskende mange af i deres by. De bliver blandt andet omtalt som søde vovser. Det får jeg en lille smule myrekryb af at høre i cirka hveranden sætning. Hvad er...

at jeg nu har været ude og løbe to gange, så er det vel nærmest en slags tradition? Mine ben er ikke mindre som gele denne gang. at jeg fik nogle virkelig fine blomster af min Tyrk den anden dag, sådan bare fordi jeg er sød, pæn, sprød, lækker og er et slags serviceorgan. at jeg uge efter uge ser frem til Disney sjov, jeg aner bare ikke helt hvorfor, for jeg synes i virkeligheden at det er kedeligt og falder lynhurtigt i jeg-tjekker-lige-min-mobiltelefon-fælden. at min baby er meget mor-syg, også kaldet separationsangst, med sådan et fint ord. Hvordan kan jeg dog også tillade mig, at være så egoistisk og smutte på lokum. at i morges serverede min søde, søde Tyrk...

Mor, hvorfor er du egentlig altid Hjælpemanden? Ja, hvorfor er jeg egentlig det? Hvis vi lige ser bort fra, at jeg ikke er nogen mand, så har min lille Rapand fuldstændig ret. I moderskabet er der overvejende sandsynlighed for, at man ofte kommer til at føle sig som et omvandrende serviceorgan. Et serviceorgan der render rundt og sørger for alle i husstanden, sådan en der har morgenmaden klar hver morgen, en der sørger for, at det beskidte tøj på magisk vis flyver rent tilbage i skabet, sådan en der altid får køleskabet fyldt op med husstandens livretter og en der sørger for, at der altid står rene tallerkener i skabet. En der kender beboerne. En der ved hvornår den treårige...

Jeg har skrevet dette indlæg, inde i mit hoved i løbet af hele dagen, det har skiftet vinkel, skiftet indhold og jeg har tænkt meget på det. Mest fordi emnet har fyldt, inde i mit hoved de sidste mange måneder. Nemlig barsel. I morges pakkede jeg den lille blå bil med baby, tasker, barnevogn, mig selv, noget skepsis og en portion glæde. Jeg har nemlig taget dagsrejsen okay, det tager ikke mere end tyve minutter, men det føles næsten som en dagsrejse ind til Aarhus. Det er allerførste gang, siden Frøhopperen så dagens lys første gang, at jeg har været ude fra min barselsbobel, altså i hvert fald på den der hey, jeg har barsel, lad os mødes en torsdag...

Jeg elsker mine børn. Det gør jeg. Jeg elsker bare også alene tid. En tid som indimellem er en mangelvare, mest fordi jeg ikke prioriterer det, fordi jeg i bund og grund allerhelst vil være sammen med min børn og min Tyrk. De er det vigtigste for mig. Det er dem, der får mig til at smile, trække vejret og til at være lykkelig, det er dem, jeg ikke vil undvære for noget i hele verden. Når jeg så alligevel skal undvære dem, fordi én har travlt med at passe sin børnehave, én skal passe sit søvnbehov og én er nødt til, at tjene de penge jeg skal bruge, jamen så skal jeg ikke være for fin til at indrømme,...