Da vielsen i Mindeparken var færdig, skulle min Tyrk og jeg have en køretur i en gammel klassisk bil og slutteligt have taget nogle billeder. Det var en skøn tur. Da vi kom tilbage til, hvor vi troede alle vores gæster var, viser det sig, at alle er kørt hjem til os, for at deltage i festen. Vi gik lidt rundt og prøvede at regne ud, hvilken bil der kunne være plads i, men vi kunne relativt hurtigt regne ud, at bilerne allerede var fyldt op. Vi overvejede situationen og der var flere scenarier i spil. Bus eller taxa for eksempel. Vi vendte også kort, om vi bare skulle stikke af til nærmeste lufthavn og flyve afsted. Vi går rundt,...

Gave(r) Vi fik mange fine og personlige og gaver. Gaver som vil blive bevaret resten af vores lange liv. Bedst af det hele er, at det er helt tydeligt, at folk har lagt sjæl og tanker bag gaverne. Måske især fordi vi jo havde frabedt os gaver, fordi vi mest af alt bare ønskede at tilbringe hele dagen sammen med dem vi holder af. Men folk er jo umulige at præge, så det væltede alligevel ind med gaver, også fra mennesker, som ikke fysisk deltog i festen, dog var hver og en med i vore tanker. Én gave kom dog i særdeleshed bag på mig. En gave jeg modtog fra en, der desværre ikke fysisk er iblandt os mere, men...

Morgengave(r). Fredag den 19. maj, dagen inden vores bryllup, havde jeg svært ved at sove. Min Tyrk var sendt afsted og skulle sove andetsteds. Jeg havde mine drenge på hver side og så lå jeg og kunne spekulere. Jeg gennemgik dagen mange, mange gange. Og forsøgte at gennemskue, hvad jeg mon kunne have glemt. Vi holdt festen herhjemme, så jeg havde mange tanker inde i mit hoved og havde løbet hurtigt de sidste uger. Til sidst falder jeg alligevel i en dyb søvn i selskab med to af mine yndlingsmennesker. Frøhopperen vågner vanligt tidligt og vi står op. Klokken seks. Selvom jeg havde haft godt af at sove længere tid, vidste jeg udmærket godt, at jeg ikke fik et møde...

Mest i billeder. Vi havde en fuldstændig fortryllende dag, som jeg aldrig vil glemme og som jeg ikke kan forestille mig bedre. Og når jeg er færdig med at bruge tændstikker til, at holde mine øjenlåg åbne, så kommer der mere om vores dag. Her får I dog lidt billeder. Det pæne. Selfiebilledet. Billedet, som barnet har taget. Godik billede. Ja, det var et mål i sig selv og tisse på et Godiktoilet i min brudekjole. Godik – tjek. Vi blev glemt, eller vi glemte os selv. Alle andre kørte hjem til festen, imens vi måtte tilbringe en times tid i Aarhus. Og hvad er mere fornuftigt end lige snige en pølle og brød ned. Dansesko – for the win!...

Shit. Det er i morgen. Den 20. maj. Dén dato, den dag begynder om 26 minutter. Vores dag. Jeg tænker både allerede og jeg tænker, først nu. Én ting eg sikkert, jeg glæder mig så meget, at jeg knap kan være inde i min krop. I morgen får jeg et ekstra navn, jeg skal lære et nyt smykke at kende. Et smykke der skal symbolisere min Tyrks og min kærlighed. En kærlighed jeg tror på og håber på vil vare ved for evigt og for altid, som vores Rapand vil omtale noget, der vare længere tid end en skål slik. I morgen begynder et nyt kapitel, heldigvis har vi allerede skrevet indledningen og de første kapitler, men der skal flere...