Dér kom de. Ordene. De har været længe undervejs, men nu blev trangen så stor, at jeg måtte finde tiden. Og sådan er det jo, travlt er noget vi opfinder ud fra prioriteringer. Og nu blev min prioritering altså mig og det jeg holder af – altså ordjonglering, med tanke og sjæl bag. Det kommer sig af en lyst, der har luret de sidste uger, hvor der forinden var et minus på lyst kontoen på grund af alt mulig andet. Men lige i dag kom de, og jeg har nu gjort alvor af det og stillet computeren på mine lår og placeret mig i min sofa, med Sebastian drønene ud af højtalerne og mine drengebørn, der bobler i deres senge....

at fridage nogle gange er mere dejlige end andre. I dag er den virkelig dejlig. at vi, netop fordi vi har fri og holder Babasdag, har lavet dejlige ting hele dagen. Først gaver på sengen, dernæst velserveret morgenmad og så ellers bare nydning af det gode vejr. at jeg for en måneds tid siden påbegyndte et projekt, der i dag har nået sit andet step. Jeg har haft forskellige kerner i vand og nu er de kommet i jord. Jeg er spændt på, hvor meget der bliver til noget. Både Rapanden og Frøhopperen har været med helt fra begyndelsen, men er kun halv så spændt som jeg er det. at jeg savner, at have ægte lyst til kaffe, som er...

Tradition tro, skal mine børn åbenbart være ramt af skoldkopper på deres to års fødselsdag. Min lille Frø er nemlig blevet ramt af skoldkopper på hele sin lille buttede krop. Han er ret så medtaget med feber, utilpashed, kløe og en pylrethed, så jeg ikke kan mindes ham sådan tidligere. Han har sin krop i bevægelse konstant, fordi han forsøger at klø de små prikker igen. Uden han tilsyneladende har heldet med sig. Jeg har den creme apoteket foreslår og det tager muligvis kløen et øjeblik, men hurtigt er han noget så plaget igen og har sin krop i bevægelse. Han har kopperne på hele kroppen – i håret, på tungen, i svælget, på mave, lår og ben, mellem fingre...

Godaften, mine damer og herre. Jeg er glad for, at du er tjekket ind i dag, da der lige er noget vi skal tale om og enten gøre mig klogere, og eller forhåbentlig måske endda få udryddet. Som det måske kan læses mellem linjerne, hælder jeg til det sidste. Jeg har nemlig en lille ting jeg lader mig irriterer over og giver alt for megen tankevirksomhed, når jeg er i selskabelige forsamlinger. Så nu må jeg gøre noget og det bliver altså med hjælp fra mine allerbedste læsere, der vil give sin holdning til kende. Nemlig, dig! Det er nemlig sådan, at jeg kan få gåsehud, sitren i hele kroppen eller trækninger i ren irritation over, at mennesket er indoktrineret...

Kære dig. Dig. Min Rapand. Dig, der kom. Du passede ind. Du faldt i hak med mig og din Baba. Du sov når bøgerne skrev, du var træt, du var vågen, når du skulle det. Du passede ind, du lavede vigør, når du skulle og du gjorde ikke, når du ikke skulle. Du stemte ind. Du kom ud, som du skulle. Deform, grim og vi tænkte var det hvad vi kunne præsterer? Men med din evige kløgtighed forvissede du os om, at du kunne mere end det. Inden da, skulle du dog lige ned og pibbe og være en fugleunge, inden du tog fat. Fat om livet som du sidenhen har haft et fast greb i. Og heldigvis. Du har vist...