Falsk beskedenhed

Godaften, mine damer og herre. Jeg er glad for, at du er tjekket ind i dag, da der lige er noget vi skal tale om og enten gøre mig klogere, og eller forhåbentlig måske endda få udryddet. Som det måske kan læses mellem linjerne, hælder jeg til det sidste. Jeg har nemlig en lille ting jeg lader mig irriterer over og giver alt for megen tankevirksomhed, når jeg er i selskabelige forsamlinger. Så nu må jeg gøre noget og det bliver altså med hjælp fra mine allerbedste læsere, der vil give sin holdning til kende. Nemlig, dig! Det er nemlig sådan, at jeg kan få gåsehud, sitren i hele kroppen eller trækninger i ren irritation over, at mennesket er indoktrineret til at udvise falsk beskedenhed. Allerede ved falsk, hopper kæden af. Ingen mennesker får vinding af at være falsk – hverken den der udviser det eller den der sider som et gidsel i sådan en ucharmerende falskhed.

Hvad skal det til for? Jeg begriber det ikke.

I weekenden da vi holdt Rapandens fødselsdag, var intet mindre end et glimrende eksempel på ovennævnte. Vi havde indkøbt og lavet mad til mindst det dobbelte af det antal mennesker, der deltog, fejrede og tog et godt indhug i den grillmad vi havde lavet. På trods af et overflod af mad ender det alligevel med, at der ligger verdens mindste og endda kun en halv skive af et stykke plankesteak. Og hvorfor? Intet menneske vil kunne sige, denne lille sidste skive (hvor størrelsen i øvrigt kun er 1 x 4 centimeter), kan jeg ingenlunde klemme ned i min mave. Til gengæld kan der sagtens skabes plads til 27 skefulde kartoffelsalat eller 14 skefulde pastasalat, eller 7 ostepølser. Det er der nemlig rig plads til. Det er stupid. Det er tåbeligt. Og det er tenderende til dumt. Vi taler jo ikke om beskedenhed, hvor vi lige sikre os, at alle kan få noget mad. Nej, vi taler om den sidste skive efter alle er propmætte, eller som det kan ses på billedet nedenfor en julefrokost hvor alle havde spist siden klokken 13 og efter sidste måltid mad og syv timer senere, blev der sat et fad med chokolade på bordet. Det tog lige nøjagtig 7 minutter at fortærer sådan et fad, men den sidste lille snebold kunne ingen spise? Det er jo løgn og det er falsk beskedenhed.

Hvordan har du det med falsk beskedenhed? Er du bevidst om det? Kan du tage dig selv i det? Har du tænkt over det tidligere?
Eller er jeg bare for analyserende? 😉 Sidstnævnt, er jo trods alt, en mulighed.

Gør mig klogere. Tak. 🙂