Om at værdsætte alenetid

Jeg elsker mine børn. Det gør jeg. Jeg elsker bare også alene tid. En tid som indimellem er en mangelvare, mest fordi jeg ikke prioriterer det, fordi jeg i bund og grund allerhelst vil være sammen med min børn og min Tyrk. De er det vigtigste for mig. Det er dem, der får mig til at smile, trække vejret og til at være lykkelig, det er dem, jeg ikke vil undvære for noget i hele verden. Når jeg så alligevel skal undvære dem, fordi én har travlt med at passe sin børnehave, én skal passe sit søvnbehov og én er nødt til, at tjene de penge jeg skal bruge, jamen så skal jeg ikke være for fin til at indrømme, at jeg elsker og ikke mindst værdsætter det, når jeg er helt alene. Når jeg ikke skal tage hensyn til andre end mig, når jeg ikke skal balancerer over træklodser, der ligger og flyder på gulvet, når jeg ikke smadrer min fine lilletå ind i den skammel, der bliver stillet alle mulige ulogiske steder og ikke skal træde udenom strygebrættet, der står midt i stuen.

Dét elsker jeg!

Og dét hvad jeg er blevet mødt af i dag. Klokken 8 kørte min Tyrk på arbejde, klokken 9 var Rapanden afleveret i børnehaven og klokken 9:56, blev Frøhopperen puttet til dagens første lur. Det er 12 dage siden, jeg sidst havde nogle timer i mit eget selskab. Hvor jeg kan drikke varm kaffe, være nærværende i et blogindlæg, se serie, drikke endnu en kop varm kaffe, sidde og glo ud i luften eller andre egoistiske gøremål, som jeg holder af.

Skål i kaffe og nu tænder jeg for Netflix.

Nu.

 Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.