Må min familie ikke lege med?

Jeg begriber ikke, at diskussionen om danskhed fortsætter. Jeg har skrevet om det tidligere HER, men jeg bliver altså ramt af den diskussion. Jeg bliver allermest ramt, på vegne af min Tyrk og mine to drengebørn. Jeg begriber ikke, hvordan noget menneske kan stille spørgsmålstegn ved, om de er danske.

Min Tyrk og jeg sad og så nyhederne, hvor de forskellige politikere debatterede omkring denne såkaldte danskhed, hvornår man hører til i vores samfund og ikke mindst om alle de der ikke hører til. Dem der ikke må være med i legen. Min Tyrk kommenterer på debatten med ordene så behøver jeg jo slet ikke være splittet og både føle mig dansk og tyrkisk – så ér jeg jo tyrker. Og det samme er vores børn.
Av.
Han er dansk og han er tyrkisk! Han er så heldig, at han indeholder begge dele og det samme er vores drenge. Vi har taget stilling i vores liv – vi vil bo i danmark, så vi taler det danske sprog, vi spiser usandsynligt meget bacon hver måned, vi holder jul, men går ikke i kirke, vi spiser flæskesteg den 24. december, vi spiser flere bakker leverpostej om ugen og vi holder påskefrokost, dog uden kirkegang.

Hvordan skal jeg lære mine børn, at de skal være stolte af at være danskere? Lige såvel som jeg lærer dem, at de skal være stolte af at være tyrkiske.
Hvordan skal jeg lære mine børn, at alle mennesker har samme værdi? Hvis det ikke er den lærdom, de bliver mødt af i samfundet?

Da vi spiste skinke til aftensmad, spurgte mit treårige barn Mor, må Alexander gerne komme med hjem til mig og lege?

Ja.

Jeg håber, at politikerne bliver klogere, og vil inviterer alle til at lege med.