En dag jeg ikke vil glemme

Den sidste tid har mine drenge og jeg været syge på skift, så det har været en slags undtagelsestilstand i længere tid, end hvad der er rimeligt. Frøhopperen er fortsat syg, dog i bedring, og jeg selv er igen ved at blive lagt ned af en omgang snue. Den sidste tid har jeg dagligt haft fine planer om, at finde en slags overskudsmor frem, der ikke bare er slatten som en brugt karklud. I formiddags tænkte jeg over, hvordan jeg mon skulle præsterer det, med en feber der sniger sig ind på mig og snotten der er i vild vigør.

Jeg vidste, at jeg måtte tænke kreativt, så det gjorde jeg. Og jeg gjorde det godt, hvis jeg selv skal sige det. Og det skal jeg i allerhøjeste grad.

J U I C I N G.

Ja tak. Det er en slags to fluer med ét smæk. Jeg har glemt det juicing i en periode, men jeg kan mærke, at mit immunforsvar og min skrantende tilstand vil nyde godt af det. Meget godt. Så længe jeg stadig ammer, vil min lille Frø også nyde godt af alle de dejlige vitaminer og mineraler. Så jeg fyldte vognen med dejlige grønne sager og var optimistisk med tanken om, at overtale min treårige til at samarbejde med mig om at lave juice.

Da jeg hentede ham i børnehaven, begyndte han med at spørge, som han så ofte gør; må jeg se Ramasjang, når vi kommer hjem? Jeg måtte skuffe ham, men kunne til gengæld tilbyde ham et vidunderligt selskab i form af mig selv og en juice i den anden ende. Han satte i et hvin og hoppede på stedet, alt imens han kreerede en sang, med ét enkelt ord, der udgjorde hele teksten: Juice, juice, juice…

Jeg puttede den lille feberramte Frøhopper og så skulle Rapanden og jeg ellers lave juice i stor stil. Sådan en grøntsagsjuice, med alt mulig lækkert i, som min lille Rapand sagde gentagende gange. Jeg snittede grøntsagerne, imens Rapanden puttede det hele ned i maskinen. Det meste smuttede lige en tur gennem smagsdommeren inden, det ramte knuseren i maskinen. Mor, jeg må sørge for, at det ikke er rådne sager vi putter i maskinen. Det kan jeg jo ikke argumenterer imod.

Vi talte sammen, grinede, lavede sange, opdagede nye grøntsager, grinede igen og havde det virkelig dejligt sammen. Da vi havde hældt juicen op i vores glas, klippet de blå sugerør i passende længde og lige skulle til at drikke dem, faldt min treårige kærlighedsmaskine mig om halsen, imens han hviskede i mit øre: jeg elsker dig, Mor. Jeg kan ikke benægte, at der indfandt sig en lillebitte tåre i min øjenkrog.

På mit facebook feed florere der forskellige spørgsmål, hvor der ligges op til, at man stiller sit barn dem, det forsøgte jeg også. Her får I svarene, som min Rapand gav:

• Hvad siger jeg tit?
  At jeg skal rydde min togbane op.
• Hvad gør mig glad?
  Når jeg rydder min togbane op.
• Hvad gør mig ked af det?
  Når jeg ikke rydder min togbane op.
• Hvor høj er jeg?
  (indsæt selv en smiley med rullende øjne) … du er jo op til dit hoved.
• Hvad kan jeg bedst lide at lave?
  Være sammen med min lillebror og mig.
• Hvad er min yndlings ret?
  Suppe.
• Hvad er min yndlings drik?
  Kaffe.
• Hvis jeg skulle et sted hen, hvor ville det så være?
  Et sted med MEGET kaffe.
• Hvordan generer jeg dig mest?
  Det ved jeg ikke.
• Hvad er min yndlingsmusik?
  Nu tændes der stjerner. (Elefantens vuggevise)
• Hvad er mit job?
  At være voksen.
• Hvor gammel er jeg?
  29.
• Hvad er min yndlingsfarve?
  Grøn.
• Hvor meget elsker du mig?
  Meget.

Du vil blive overrasket over, hvor meget dine børn lægger mærke til dig! – står der til slut efter spørgsmålene, men det er jeg egentlig ikke. Jeg synes at det er imponerende, at han kan finde ordene. Og så har hen fuldstændig ret i mange ting. Men jeg er ikke overraksket over, at han lægger mig til mig. Fordi han ér en meget empatisk dreng der gerne vil sikre sig, at de mennesker han har omkring sig har det godt.

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.