Onsdagstanker

Jeg sidder ude i haven. I min nye yndlingsstol. Med et tæppe pakket helt omkring mig. Jeg drikker en kold øl imens jeg forfatter nærværende indlæg.

Foran mig, kan jeg se en ualmindelig grim stak paller og en fantastisk smuk solnedgang. Begge dele er dejlige. Pallerne fordi de minde mig om al den arbejde, der er lavet i vores gamle hus og solnedgangen minder mig om mit held og al den lykke jeg har i mit liv. Jeg hverken kan eller vil ned fra min helt barnagtige lyserøde sky, som jeg har svævet på siden i lørdags. Det er sgu fedt! Det er fedt her, lige her på den lyserøde sky, som er så kvalmende rosenrød og hvor lykken mærkes som en varm sitren i hele min krop. Hér vil jeg gerne blive.

De sidste dage er gået med, at tale om, grine af og græde lykkeligt og måske endda lidt hysterisk over alle vores mange, mange oplevelser. Dernæst er de gået med at være fuldstændig nærværende sammen med mine drengebørn. Jeg har savnet dem. De har savnet mig.

I aftes var jeg endda så nærværende, at mine børn fik noget så kreativt og sundt som en pasta rest fra køleren og en pakke kyllingepølser.