Måske er det fordi…

Som det strukturerede menneske jeg jo er, er der åbenbart ikke mere strøm på babyalarmerne, så jeg er nødt til at sidde udenfor og drikke min kaffe, imens Frøhopperen sover sin formiddagslur. Jeg ved ikke hvad det er for en tåbe, der efter snart fire år med børn i huset, stadig ikke kan forstå, at sådan nogle dimser skal oplades.

Så jeg sidder altså på en bænk, i vores indkørsel. Det lyder umiddelbart ikke særlig eksotisk. Men det er det faktisk. Meget endda. Jeg kan mærke en boblende fornemmelse og et voksende hjerte i min krop. Lige nu, i dette øjeblik, er jeg boblende lykkelig. Jeg føler mig åndssvag heldig. Jeg føler mig priviligeret. Og jeg ér lykkelig.

Måske er det fordi jeg sidder i den indkørsel, som vi selv har lavet (læs: alle de stærke mennesker omkring mig har lavet). Måske er det fordi jeg sidder på den bænk, som jeg ønskede mig allermest i fødselsdagsgave, fordi vi nu har en indkørsel, hvor den passer perfekt i. Måske er det fordi jeg drømmer mig frem til den 20. maj, hvor vores bryllup skal holdes i den her indkørsel. Måske.

Måske er det fordi min helt vildt søde baby, sover en dejlig formiddagslur og jeg så kan nyde en kop varm kaffe. Måske er det fordi jeg kan sidde og nyde udsigten til nogle dejlige blomster og kan mærke foråret, som i øvrigt er min absolutte yndlings årstid. Måske er det fordi det er fredag og min ældste drenge snart kommer hjem og holder weekend sammen med Frøhopperen og mig. Måske.

Måske er det bare fordi. Fordi jeg har et dejligt liv, som jeg er i stand til at værdsætte lige nu.

 Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.