Måske en overdrivelse med det sne

I morges fortalte jeg Rapanden, at der lå lidt sne ude i haven. Jeg skulle nok have udpenslet omfanget af sneen, eller bare helt ha’ holdt min kæft.

Rapanden begyndte straks:

“Mor, skal vi så lave snebolde?”

“Mor, hvor er kælken? Kan du ikke lige finde den, Mor? Hva’ Mor?”

“Mor, skal vi kælke nu?”

“Mor, kommer Julemanden så snart? Hva’ Mor? Gør han det, Mor? Hva’ Mor?”

Hvis jeg ikke havde sagt noget om sneen, er jeg ikke sikker på, om han overhovedet havde opdaget det – så lidt har vi fået, her hvor vi bor.

Inden jeg fik stoppet den der Spørge Jørgen runde, nåede han også, at spørge ind til sin lillebror, Frøhopperen. Han spurgte ind til, om Frøhopperen også kunne kaste med snebolde og køre med i kælken.

Jeg synes, at det er så dejligt, hvordan Rapanden medtænker sin lillebror i sådan nogle situationer. Da jeg fortæller Rapanden, at Frøhopperen ikke kan lave en snebold endnu, fortæller Rapanden mig, at han sagtens kan lære Frøhopperen at lave snebolde og kaste med dem. Sådan helt uden noget, uden han forventer at få ros, men kun fordi han gerne vil lege sammen med sin lillebror og tænker på ham. Tænker på, at den glæde skal han da ikke gå glip af.

Når der er nogle der taler til Frøhopperen og slipper ham spørgsmål, kigger Rapanden meget undrende på dem og udbryder:

“Ej, han kan altså slet ikke tale endnu. Det skal Mor og jeg først lære ham”

Jeg bliver så varm om hjertet, når Rapanden gerne vil være behjælpelig med Frøhopperen og gerne vil lære ham noget. Dét er kærlighed.

Også selvom det ikke lige bliver i dag, vi skal lære Frøhopperen at kaste med snebolde. 🙂