En (tyrkisk)stjernestund

For de flestes vedkommende tror jeg på, at vi har flere gode oplevelser hver eneste dag, nogle gange mange og nogle gange, så oplever man pludselig en af de der helt specielle og unikke stjernestunder.

Vores morgen begyndte mildest talt elendigt. Tyrken og jeg fik det forkerte ben ud ad sengen, som man kan sige, sådan er det nogle gange og sådan var det herhjemme i morges. Efter Tyrken var kørt afsted på arbejde, satte drengene og jeg os til bordet for, at spise vores havregrød.

Rapandens mund står praktisk talt aldrig stille – enten taler han, synger eller bare snakker i ét væk – selv når han sover, snakker han. Under morgenmaden var ingen undtagelse. Jeg sagde ikke så meget, Rapanden klarede det primært og Frøhoppern sagde lidt lyde tilbage, så Rapanden fik passende modspil til at kunne holde en samtale i gang. ~~Det kræver egentlig ikke så meget, men Frøhopperen hjalp dog på vej~~.

På et tidspunkt bliver jeg revet ud af mine egne tanker og lytter til den snak, som mine drenge har gang i. Her går det op for mig, at Rapanden er ved at lære Frøhopperen tyrkiske ord. Tyrkiske ord som jeg ikke aner hvad betyder, men som jeg sagtens kunne høre, at jeg har hørt før i de tyrkiske samtaler. Han smed en masse, lange og svære tyrkiske ord afsted til Frøhopperen.

Dét er stort!

Siden jeg blev gravid med Rapanden talte Tyrken og jeg om, at vores børn med den allerstørste selvfølgelighed skulle være tosproget. Det var vi enige om og det var et lige så stort ønske for mig, som det naturligvis var for Tyrken. Men sådan blev det bare ikke i virkeligheden. Det er nemlig sådan, at Tyrken slet ikke er særlig tyrkisk – han tænker på dansk, lever dansk og taler dansk. Han skal tage sig sammen, når han skal tale tyrkisk og det er slet ikke naturligt for ham. Så når han taler med sine børn, så foregår det altid på dansk, selvom han ønsker det anderledes. Tyrken husker kun det tyrkiske sprog i ganske små glimt og sjældent mere end fem minutter ad gangen.

Til gengæld taler drengenes Babaanne og Dede (Farmor og Farfar) primært tyrkisk til dem og det samme gør deres Amca (Onkel). Noget må have sat sig fast hos Rapanden. Han sad i hvert fald lige her på sin grønne stol og smed tyrkiske gloser afsted til sin lillebror. Han sagde du skal jo bare sige sådan her… Jeg vil spare jer ~~eller mig~~ for at stave til de tyrkiske ord – det ser vanvittigt ud med danske stavebriller. 😉

Hvor er det bare vigtigt og hvor blev jeg rørt over, at mine drenge har dét sammen. De er fælles om, at have en dansk Mor og en Baba, der har tyrkiske rødder. De er fælles om også at skulle lære det tyrkiske sprog ~~det er godt at vi har Rapanden, han er så afsindig nørdet, så der går sikkert ikke mange år inden han bliver bedre til at tale tyrkisk end sin Baba, så må han lære det til vi andre i familien~~.

I løbet af de sidste tre år har Tyrken og jeg talt meget om, hvordan vi skal håndtere det her manglende andet sprog, som vi egentlig gerne vil have impliceret i vores dagligdag. Jeg kan selvsagt ikke gøre så meget, da jeg kun kan ganske få gloser og Tyrken kan ikke få det gjort naturligt. Siden Rapanden blev født, har vi dog holdt fast i familiemedlemmers betegnelse skal være rigtige også de tyrkiske – så vi siger Baba, Dede, Amca, Babaanne, Hala og så videre, men andet har vi ikke fået implementeret.

Men så i morges, midt i havregrøden, kom det bare ud af det blå og på den mest naturlige måde jeg aldrig havde turdet tro på kunne ske og dét er vigtigt. Jeg bliver varm om hjertet ved at tænke på, at min lille nørd alligevel har lært noget tyrkisk, at han vil det og at synes det er spændende. Pt. er han meget opmærksom på hvem der taler almindeligt, hvem der taler tyrkisk og hvem der taler vestjysk.

Da jeg ringede til Tyrken og fortalte ham om den lille stjernestund der opstod ved morgenbordet, blev alt andet glemt og var så ligegyldig. Den kærlighed der er her, under vores ~~utætte~~ tag, kan ikke måles med noget.

Kærlighed til folket.