Et kulturelt kaos

Herhjemme er vi ét stort kulturelt kaos, uden vi overhovedet er kulturelle.

Mor og Baba.

Abi og Lillebror.

Allerede dér begynder vores kaos. Egentlig er det nok et større kaos for andre, end det er for os. For os er dét det mest naturlige.

Så vidt jeg er orienteret, går Vestjyde stadig ind under kategorien dansker – så det er jeg. Min kæreste er af tyrkisk afstamning, født og opvokset i Danmark, i Østjylland. Så hvad gør det vores børn til? En blanding af dansker, Vestjyde, tyrker, Østjyde og helt vildt søde.

Hverken min Tyrk eller jeg er religiøse, vi føler os heller ikke specielt kulturelle. Vi har naturligvis forskellige traditioner med hjemmefra, som vi gerne vil give videre til vores børn. Nogle gange kan det være svært at skelne mellem hvad der er religion og hvad der er kultur. For os er det heller ikke så vigtigt.

Som i de fleste andre forhold, bliver der også indgået mange kompromisser herhjemme. Nogle er store, nogle er små og andre midtimellem. Allerede inden vi blev kærester, mente især min Tyrk, at vi skulle indgå et af de store kompromisser, nemlig dåb/navngivning og om vores eventuelle drengebørn skulle omskæres. Av, den var svær – for os begge.

Som nævnt, er ingen af os religiøse. Jeg er så alligevel kulturreligiøs – ja, det hedder det åbenbart. Jeg kan nemlig godt lide traditionen omkring dåb, konfirmation, bryllup og begravelse i en kirke. Førstnævnte skulle jeg pludselig tage stilling til. Da jeg skulle beslutte det, var vi ikke kærester endnu, jeg boede alene, gik i byen hver weekend og var nyforelsket. Og så mener ham jeg gerne vil være kærester med, at jeg skal beslutte, om jeg kan leve med, at mine hypotetiske børn, ikke skal døbes. Det var et rimelig vanvittigt spørgsmål og noget jeg slet ikke kunne forholde mig til på daværende tidspunkt. Jeg tænkte nærmere, rolig nu, lad os lige se, om vi overhovedet kan finde ud af at være kærester, inden vi taler om børn og andre vilde emner angående vores fremtid.

Da vi et par år senere stod med en positiv graviditetstest, forstod jeg pludselig til fulde vigtigheden i, at været nået til enighed om dette emne, inden vi stod med denne graviditetstest og med babyen i armene.

Vi fandt et kompromis, et svært kompromis for os begge, men alternativet havde været langt værre.

Da vi fik Rapseren skulle vi så finde ud af, hvordan vi, på vores egen måde, skulle fejre vores baby. Holder vi en fest, gør vi ikke og i så fald, hvad og hvordan skal konceptet så være. Vi valgte at holde en fest, en vidunderlig fest, hvor vi fik begge kulturer implementeret på en fin måde.

Måske synes nogle af Vestjyderne, at den tyrkiske musik og dans er underlig og måske synes nogle af tyrkerne, at den der hvide kjole vi proppede drengen i, var lidt underlig. Men begge dele kunne vi ikke være foruden. Det er et vilkår i vores liv, at de forskellige kulturer skal mødes. Og heldigvis for det. Forhåbentlig lærer vores børn, at rumme forskellighed og kende til forskellige kulturer. Måske er de endda så heldige, at lære flere sprog.

Nogle mennesker, kan dog udtrykke deres bekymring for vores stakkels børn i dette virvar. Som en i min første mødregruppe spurgte mig om:

“Hvordan har I egentlig tænkt jer, at lære ham rigsdansk?”

Ja, hvordan har vi egentlig tænkt os det. Kan man blot sætte sin lid til de pædagoger, børnene møder i institutionslivet? Ironi kan forekomme. Vi begge taler ret godt dansk, og det samme gør Rapseren. Så vi er vist godt med, lige på det punkt i hvert fald.

I dette kulturelle kaos, har vi dog to regler. To regler, som aldrig må brydes! Ingen af os, må pace nogle af vores børn i en religiøs trosretning eller til at holde med en bestemt superhelt.

Dette løfte agter vi begge at overholde. Samtidig er vi dog enige om, at vi begge vil støtte vores barn/børn, hvis de en dag kommer og fortæller, at de vil konfirmeres, døbes, omskæres eller noget helt andet. Vi vil bare ikke tage den slags beslutninger for dem.

 

Jeg har skrevet lidt mere om, hvordan vores kultur mødes HER, og hvilket syn der er hos nogle mennesker på vores familie konstellation.

Ønsker du at modtage informationer omkring nye indlæg her på bloggen, kan du finde mig på Facebook og på Bloglovin, hvor der bliver linket til alle indlæg.