Farvel 2016

Først og fremmest vil jeg ønske dig et rigtig godt og lykkebringende nytår.

Dernæst vil jeg gøre status over mit 2016 og gøre mig nogle ganske få overvejelser over 2017.

Da jeg for et år siden hoppede ja, det gør vi stadigvæk ind i det nye år, var jeg temmelig gravid og lavede nok mest af alt et ret ynkeligt hop ind i det nye år. Det var en nytårsaften, der var meget rolig. Vi var sammen med Tyrkens gode venner, som i dag også er mine gode venner. Min mave var fyldt med vandmelon drinks, Frøhopperen og ellers virkelig lækker mad. Vi kørte hjem allerede ved 1 tiden, på grund af undertegnede, som mest af alt følte sig som en flodhest.

De første måneder gik med, at vi forelskede os i ikke mindre en to boliger, men kærligheden stoppede brat, begge gange. Ved den ene bolig fordi vi ikke ville betale, den pris sælger forlangte. Det sidste hus smuttede lige for næsen af os, da vi var i budrunde. Sidstnævnte var ganske forfærdeligt. Af samme årsag opgav vi alt der omhandlede boligkøb, det var simpelthen for hårdt. Det tærede rigtig meget på os. Både hver især, men i særdeleshed også på vores parforhold. Tyrken og jeg har nemlig en del modsætningsfyldte sider, især når det gælder de allerstørste beslutninger. Vi komplementerer hinanden ret godt i forhold til, at se alle nuancer, men vi har forskellige tempi og dét kan give udfordringer. Og så var der også noget med, at jeg havde en voksende Frøhopper i min mave, der snart ville ud. Da den største skuffelse havde lagt sig, begyndte vi alligevel at kigge lidt videre, mest i det skjulte. Indtil det gamle hus var lagt op på Nyboligs hjemmeside. Vi blev hurtigt enige om, at det måtte vi ud og se.

Ganske kort tid efter vi havde set huset allerførste gang, havde vi skrevet under på købsaftalen og det blev vores. Heldigvis. Vi elsker vores gamle og skæve hus, med de smukkeste gulve og de utætte vinduer, med skoven i haven og de ujævne terasser. Så sent som i går aftes sagde Rapanden; Mor og Baba, er det ikke bare flot. Er vores hus ikke bare flot? Det er sikkert ikke særlig flot i andres øjne, men det er det i vores. Vi elsker det og alt hvad der hører med og hvad der ikke hører med – for eksempel de manglende tagsten. 😉

Vi flyttede ind en fredag og allerede om mandagen, begyndte et helt nyt liv for Rapanden. Ikke kun huslivet, men også børnehavelivet. Den lille krudtugle begyndte i børnehave. Han trængte til det, han havde været den store i meget lang tid i vuggestuen, så det var godt til ham. Han bliver udfordret og har udviklet sig så meget i en skøn retning.

40 dage efter vi flyttede ind i vores gamle hus, kom Frøhopperen susende, lige midt på køkkengulvet, klokken 6:27. Jeg kiggede selv på klokken, jordemoderen var ved at bilde os ind, at han kom ud klokken 6:30. Da Frøhopperen satte i sit første skrig, kom Tyrken og Rapanden ind til os og vi blev forenet. Alle fire, i vores nye gamle hus. Det hele gav mening og vi var lykkelige.

Lykken fortsatte i vores retningen, imens søvnen ophørte. Jeg tror altid, at det er en omvæltning at få en baby, men det er kommet bag på mig, hvor hårdt det har været, at få Frøhopperen. I bund og grund tror jeg, at Frøhopperen opfører sig som mange andre babyer, vi havde bare verdens nemmeste baby første gang, så jeg har ikke haft meget erfaring at trække på og har skulle opfinde alt på ny.

Muligvis bruger vi ikke tiden på at sove, til gengæld er Frøhopperen den gladeste og lækreste baby der er født i 2016. Han er så lækker, glad og så vil han frem i livet. Han er ret sej motorisk, det er sjovt at prøve og have sådan en baby. Han skaber så megen glæde hos sine forældre, men i særdeleshed også hos sin Abi. Det er vidunderligt at se og høre Frøhopperen og Rapanden sammen. Når de slår over i at klukgrine sammen, bliver jeg rørt og varm om mit hjerte. Den lyd er, uden sammenligning, den allerbedste lyd jeg nogensinde har hørt og kan forestille mig.

I begyndelsen af september, trykkede jeg udgiv allerførste gang. Det gjorde jeg med en boblende fornemmelse i min mave. Jeg var så spændt og nervøs på samme tid, men jeg har ikke fortrudt det ét sekund. Det er sjovt, spændende og lærerigt. Jeg kan formidle alt det rod, jeg har inde i mit hoved, jeg føler, at jeg har en stemme og ikke mindst et frirum. Jeg nyder det og er yderst takenemmelig for, alle de positive tilbagemeldinger jeg modtager. Det gør det hele meget sjovere.

Månederne er gået og nu er Frøhopperen allerede 7 måneder. Det er en dejlig barsel jeg har gang i her. Det er fedt at have tid til begge mine børn, selvom jeg sagtens kunne bruge mange flere timer i døgnet. Men at kunne hente Rapanden tidligt hver dag, det er en gave. At jeg kan forberede aftensmad hver formiddag, gør eftermiddagene nemmere og mere hyggelige. Det gør også at når Tyrken kommer hjem, så kan vi bare være sammen, uden at skulle tænke på mad eller andre praktiske gøremål. Den virkeligehed bliver en anden i løbet af år 2017, så nu nyder vi vores barsels-virkelighed, så længe det vare.

I løbet af 2016 har vi ganske naturligt, stiftet en del nye bekendtskaber, da vi er flyttet. Vi regner med, at vi skal blive gamle her, så for os er det helt naturligt, at vi forsøger, at skabe os et godt netværk her. Det er allerede lykkedes ret godt. Uden at negligere nogen eller noget, så har min kære mødregruppe, betydet uendeligt meget for mig de sidste syv måneder. Ja, også for min familie, hvis jeg ikke havde haft den, var jeg en væsentlig mere lortet udgave, af mig selv.  Jeg har, den allerbedste mødregruppe jeg overhovedet kan forestille mig, damerne der, har hjulpet mig, aflastet mig og ikke mindst opmuntret mig. Tirsdag, hvor vi mødes, er mit ugentlige højdepunkt og ikke mindst frirum.

Den 8. oktober fik vi navngivet Frøhopperen, det var en dejlig fest, hvor vi fik fejret vores yngste arving og samlet vores familier. Vi fik forenet vores to kulturer på en ret fin måde. I samme forbindelse fik Frøhopperen et æbletræ i gave, som har en ganske særlig betydning og som jeg beundre hver eneste dag.

Cirka midt i december havde Tyrken pludselig købt en ny bil, uden jeg vidste det. Tyrken søgte også nyt arbejde, uden jeg vidste det, han fortalte det dog så jeg vidste derfor også, at han skulle til samtale, hvor han selvfølgelig fik scoret sig et nyt arbejde, hvor han skal begynde i 2017.

 

2016 har været et begivenhedsrigt år. Og 2016 blev altså året, hvor vi gik fra et have en lejlighed til, at have et hus, vi gik fra ét barn, til at have to børn og vi gik fra at have en bil, til at have to biler. Man kan vidst roligt sige, at vi har formeret os i det forgangne år. Men lad os ikke håbe, at det også sker i samme stil i 2017. Det er ikke planen i hvert fald.

Jeg er spændt på 2017. Jeg er spændt på, at følge mine drengebørns år. Frøhopperen skal begynde i vuggestue, Rapanden skal skifte børnehavegruppe og så skal de begge to lære en hel masse, som jeg ikke ved endnu. Rapanden har aftalt med sin Bedstefar, at han skal med ham ud og svæveflyve. Frøhopperen lærer formentlig at gå og siger sine første ord.

Med disse to krudtugle og deres Baba ved min side, så kan det kun blive et dejligt år vi går i møde. Min mave er i hvert tilfælde fyldt med sommerfugle, der basker rundt og med forventningsglæde og helt sikkert ikke en baby dette nytår.

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook og på Bloglovin.