Vigtig fredag

Tidligere på ugen spørger min Tyrk mig, om vi ikke skal tage til noget aktivitetfest, på fredag, her i byen. Vi kender endnu ikke så mange herude og så så jeg på en plakat, at der skulle komme brandbiler. Særligt sidstnævnte gjorde, at jeg tænkte det ville være en fremragende idé. Min Rapser er vild med brandbiler, så om ikke andet ville han have en fest ud over alle grænser. Og ganske rigtigt – sikke en fest.

Vi gik, alle fire samlet, fra børnehaven og hen til pladsen, med solen solidt plantet i fjæset. Der var en god stemning, masser af børn og voksne, nogle boder og en fodboldbane hvor en kamp allerede var igang. Rapseren var allerede svært begejstret – det samme var vi voksne. Vi gik en runde for at tjekke pladsen ud, fik lidt mad og drikke. Tyrken kigger på fodbold, imens han kører med Frøhopperen i barnevognen. Rapseren og jeg ligger på græsset, imens han fortæller mig om sin dag i børnehaven – noget med hekse og drager. Vi hygger og pjatter. Imens vi ligger der, udbryder han:

“Brandbiler, brandbiler, brandbiler, BRANDBILER!!!”

Op og afsted med os.

Siden den dag i maj, hvor vi fik Frøhopperen, må jeg erkende, at cirka 98% af min tid er gået med ham, og jeg har derfor ingen, som i I N G E N alene tid haft med min Rapand. Men det fik jeg her! Lige her, midt på en græsplæne i vores nye hood, og med to seje brandbiler foran os. Han var ellevild. Han knugede min hånd, imens han relativt hurtigt gik hen mod brandbilerne. Jeg havde heldigvis glemt min mobiltelefon, så jeg kunne “kun” fokusere på mit lille menneske.

Han var oppe og sidde i en brandbil, hvor han prøvede hjelme, store lommelygter og meget andet. Bagefter kunne han prøve at “slukke ildebrand” med brandslangen. Vi stod i kø i lang tid (når man er tre år i hvert fald), men han holdt ud, og det var det hele værd. Han rockede bare den brandslange for vildt(kan man overhovedet sige det!?). Da han var færdig med at slukke ildebrande, vendte han sig om og råbte:

“JAAAAAAA”

Han hoppede op til mig, lagde sine arme omkring min hals, imens han sagde:

“Det var bare så sjovt”

-alt imens hele hans lille krop dirrede af bare ren begejstring.

Hvor er jeg glad. Glad og taknemmelig for, at jeg kunne være sammen med ham om denne oplevelse, bare ham og mig – uden en lillebror, uden en mobiltelefon, uden noget.

Bare ham og mig.

 

Min Tyrk havde alligevel sneget sig ind på os, og tog et billede, af en virkelig dejlig fredag.