Mit lille menneske og generthed

I går da jeg hentede min Rapand fra børnehaven, sagde han noget om sig selv, som jeg har gjort hvad jeg kunne for ikke skulle ske.

“Jeg var lidt genert i dag, Mor”

Måske banalt for nogle, men ikke for mig, og slet ikke for mit lille menneske. Han er ikke genert, som i slet ikke! Han skal sommetider lige se tingene an, som de fleste andre mennesker, men genert er han ikke.

Jeg tror på, at hvis vi får noget at vide nok gange, om os selv – om vores indre, vores ydre eller noget helt andet så kan det blive en sandhed inde i os, også selvom det ikke er sandheden i virkeligheden. Hvis vi gennem en periode får at vide, eller endnu værre overhører andre sige: “Han er bare genert”/”Du er nok bare genert”, så kan vi begynde at tro på det og blive generte ud fra den påstand.

Det er ikke rimeligt! Generthed kan være en hæmsko i ens liv. Det er for tosset, at påtage sig en følelse, som man reelt ikke har. Og her ved jeg naturligvis godt, at nogle mennesker virkelig er generte, og selv hvis det er tilfældet behøver vi da ikke at have fokus på det i noget synderligt omfang. Vedkommende har helt sikkert en masse andre følelser og kompetencer, som han/hun bedre kan bruge i sin dagligdag.

Hvis vi kommer et nyt sted hen og min Rapand gemmer sig bag mine ben, imens han nysgerrigt kigger frem, og lige lurer efter hvad der sker, ser jeg det absolut ikke som generthed. Jeg ser det som en sund reaktion, hvor han går hen til sin base, ser situationen an og hvad dette nye sted og disse mennesker er for nogle, inden han buldre derudaf. Det er også en måde hvorpå han udvikler på evnen situationsfornemmelse og ser hvilke mennesker, han skal til at være sammen med. At han i en ny og ukendt situation, sommetider vælger at gå hen til mig, er fordi jeg er det mest sikre han kender, og hvor han kan være helt tryg.

Jeg undre mig over, brugen af at omtale folk som generte. Hvad er forskellen mellem at være genert og se situationen an? Har I nogle bud?