Er jeg en dårlig Mor?

Jeg blev for en uges tid siden, pænt mindet om, at jeg lige skulle huske at bestille tid til vaccinen. A hva? Som om jeg kan huske det. Hende der stillede kaffekanden i køleskabet husker ikke også på, at bestille tid ved lægen.

Så i går fik min Frøkopper altså, sin tre måneders vaccine. I de kredse jeg omgås pt., har der naturligvis været en del samtaler omkring denne vaccine.

Jeg har aldrig været i tvivl om, at mine børn, med den største selvfølgelighed skal følge vaccinationsprogrammet. Så det gør begge mine drenge.

Samtalerne den sidste tid har nærmere omhandlet, generelt set, moderens reaktion, når barnet bliver stukket og derfor naturligvis også bliver ked af det.

Flere af mine veninder har udtalt, at de sådan frygter stikket og slet ikke kan være i det. De sender faderen afsted, fordi det gør så ondt på dem selv og er synd for babyen.

Jeg tænker at det er helt fint, at andre har det sådan. Det har jeg bare slet ikke.

Bevares, det er ikke rart for hverken forældre eller baby. Men stik, stik og så er den ged barberet.

Jeg har ikke tænkt synderligt meget over det, det var bare én af planerne på sådan en torsdag. Jeg har nærmere tænkt at planerne resten af dagen, samt den efterfølgende er på en ‘måsker’, da man aldrig ved om der kommer en efterreaktion.

Jeg har diskuteret lystigt med mig selv, om det gør mig til en dårligere mor, en mor uden empati for mine drenge. Selvfølgelig gør det ikke det!

Jeg elsker mine drenge mere end ord kan beskrive, jeg føler med dem. Når de har ondt i hjertet, har jeg også ondt i hjertet. Men hvis de falder, okay, her har jeg vist kun erfaringer med min Rapser, så er det sjældent mig han går til, han ved godt, at jeg anerkender at han er faldet, men gør ikke mere ud af det. Medmindre det selvfølgelig kræver mere end som så.

Jeg tror på, at jeg får stærkere børn af, ikke at pylre sådan om dem. Det ligger heller ikke naturligt til mig. at pylre om andre mennesker. Igen, det betyder ikke, at jeg ikke har empati, for dét har jeg i allerhøjeste grad. I min optik, er der blot forskellige måder at udtrykke det på.

Min Rapser, som i øvrigt beklager sig ved relativt små ting, går helst til sin Baba, når han slår sig. Hvis han kommer til mig, så kommer han og fortæller mig hvad der er sket, jeg anerkender og svarer. Hvis jeg skal puste, så tæller han 1 – 2 – 3, og jeg puster. 99% af gangene, lyser han derefter op i et stort grin og er videre. Ikke noget med at trække situationen i langdrag, det virker for os.

Hvilken type forældre er du? Og hvad virker for jer?

Frøhopperen blev stukket de to obligatoriske gange, han blev lidt ked af det og blev naturligvis trøstet, indtil han bare sendte verdens største og tandløse smil til sin Mor.