Jeg råber og ingen lytter

Det strammer om halsen og jeg råber. Højt. Sveden driver ned af min krop, tøjet strammer, jeg basker med mine hænder for at komme fremad, imens fortvivlelsen fylder mine tanker. Jeg løber fremad, jeg løber og løber, men komme ingen steder, selvom jeg løber, alt hvad jeg har lært. Jeg står stille. Jeg råber, men der kan ikke komme en lyd ud af min mund, jeg løber, men kommer ingen vegne, jeg trækker vejret hurtigt. Hurtigere og hurtigere, men får ingen ilt ind. Jeg kæmper, men ingen fremdrift sker. Sådan føler jeg det disse dage og nætter, jeg ved ikke hvorfor. Og måske gør jeg alligevel.

I nat drømte jeg, igen vel at mærke, at jeg skulle lave et oplæg for nogle mennesker, jeg følte mig sikker i min sag og det stof jeg skulle fremlægge, alligevel gik det ikke. Dem der skulle lytte på mig, kom enten slet ikke, eller kom dryssende for sent og var ingenlunde engagerede i mig og mine ord. Omkring situationen skete der mord, skyderier og ødelæggelse og ingen var opmærksomme på, hvad det hele burde handle om. Jeg råber og råber, men ingen lytter, måske fordi der ingen lyd rammer rummet. Jeg råber igen, fumler i mine ord og min vejrtrækning. Mine ord drukner i vandet, der overstiger mit hoved, hvorefter jeg må kæmpe for at komme ovenvande.

Den drøm har fyldt mine nætter den seneste tid. Tung og fyldt med frustrationer, kan jeg analysere en hel masse på alle de symboler, der er helt tydelige og også dem, der er mindre synlige. Jeg tror, at det handler om flere situationer i mit vågne liv, noget jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved. Jeg ved blot, at jeg råber, tænker, analyserer, overanalyserer, går i stå, giver op, får kampgejst og et bliver fyldt med et drive, der er større end før. Det skal nok løse sig. For nu, vil jeg forsøge at løsne knuden om min hals, svømme op til overfladen, trække vejret helt ned i maven og overbevise mig selv om, at vished indfinder sig sikkert med tålmod.