Gul stue – og et råb ud til sundhedsvæsnet

Orange stue, grøn stue og nu gul stue. Flere stuer derimellem har vi kigget på. Flere stuer har vi siddet med en sløj Frøhopper. Flere stuer har vi siddet og følt en frygt, været nervøse og usikre på, hvad der mon skulle ske. Flere stuer har vi været på samtidig med, at vi har været i de allerbedste hænder jeg kan forestille mig. Hvor et kompetent, imødekommende og hjertevarmt personale har mødt os og ikke mindst min lille Frøhopper. Vi er blevet mødt med hjertlige øjne, varme og rolige stemmer, der har gjort at trygheden har været enorm, trods en utryg tilstand hos frøhopperen. Dét er meget værd.

Ofte hører jeg, at det danske sygehusvæsen får uendelig meget kritik og ja bevares, der findes de uheldige historier, der sker ting der ikke må ske, som også kan have fatale konsekvenser, som selvfølgelig er helt forfærdelige. Jeg synes bare også, at det fortjener den ros og anerkendelse, når de gør det godt og al ting lykkedes. For mig og min familie lykkedes de og mere til. De gør et kæmpe stykke arbejde – især fagligt, men i høj grad også det menneskelige, de formår at gøre mig som en utryg forældre, tryg igen. De formår en arbejdsgang, så jeg kan fokusere på det jeg er god til, nemlig at være forældre for min Anton. Så de også kan gøre det, de er gode til, som er både det lægelige samt sygeplejen.

Så et højt råb ud til børneafdelingen på Skejbysygehus – I gør det godt. Pissegodt. Mere end godt.

Tak – her fra den gule stue.

Min lille Frøhopper. ?

Tak @carletti I kan redde enhver dag, sammen med hele sygehusvæsnet vel at mærke. 😉