En orange stue

I morges befandt jeg mig pludselig på en stue. Det var ikke en helt almindelig stue. Væggene var mere orange end hvide. Menneskene have blå og grønne kitler på og min lille Frø var skidt. I onsdags fik han konstateret asmatisk bronkitis og nu har han, ligesom resten af Danmarks befolkning, også fået en RS virus. Det er en ret dårlig kombination, for et lille menneske. For vi voksne betyder den bare hoste og snot, men for en der kun er otte måneder, betyder det også blandt andet besværet vejrtrækning. Og dét skal jeg love for at han havde, indtil menneskerne i kitlerne gav ham den rette medicin.

Da jeg sad i den blå lænestol, omringet af orange vægge og med min hvæsende baby i mine arme, havde jeg udsigt over til indgangen på fødeafdelingen. Det fik mig til at tænke på, min egen romantiserede forestilling om det, at få et barn. Det var ikke alle forventninger der var lige realistiske, og én ting er sikkert, jeg har aldrig forestillet mig, at sidde på Skejby med en baby, der havde så massive vejrtrækningsproblemer. Og heldigvis for det!

I en graviditet aner ingen hvad de går ind til og uanset antallet af børn, så er der ingen der ved hvilket barn der kommer til verden. Jeg ved det stadig ikke helt, jeg ved bare, at mit bekymringsniveau er steget med et uanet procentantal. Og det er langt mere, end jeg havde forestillet mig den eftermiddag i april for knap fire år siden, hvor jeg selv tog til Skejby for at føde min Rapand.
Jeg drømmer mig sommetider tilbage til tiden, uden alle mine bekymringer, men jeg drømmer mig aldrig tilbage til tiden uden den kærlighed, jeg har til min børn.

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.