Jeg blev lillesøster, da jeg var 15 år

Mange fortæller mig, at jeg har en rodet familie, det føler jeg ikke i dagligdagen at jeg har – det er jo bare min familie. Og alligevel bliver jeg mindet om rodet og ikke mindst forvirringen, når nogen spørger mig, om jeg har søskende. Ja, jeg har en hel hær ved siden af mig og alligevel er jeg enebarn?  Forvirringen er stor og overskriften giver ingen mening, og alligevel gør den. Jeg vil tage dig med nogle år tilbage, hvor mit hoved var teenageforvirret, kritisk og temmelig sur på hele verden. Først mange år senere fandt jeg ud af den gave, som jeg trods alt, var blevet givet. Tilbageblikket vil give dig et indblik og et billede af en lillebitte del, af mit familieliv.

Jeg fik på efterskole, spiste mig tyk i nudler og Marsbar, så til bumsede drenge og var ret ukritisk i mit liv. Jeg forsøgte, at finde meningen med livet ligesom alle andre teenagere. Det var ikke altid nemt. Og det var det heller ikke den lørdag, jeg blev oplyst om, at jeg havde en storesøster, kun cirka tyve kilometer fra min bopæl. Med bankende hjerte, hørte jeg en del af min historie blive fortalt og skulle forsøge med min teenagehjerne og forstand at indtage den del, der blev skrevet for flere år siden, end hvad min alder fortalte om mig. Jeg forstod det ikke og jeg ved egentlig ikke hvornår det gik op for mig, måske da jeg var færdig med at agere teenager i både forstand og alder. Helt uden at lyve eller pakke noget ind, kan jeg fortælle, at jeg var rædselslagen for hvad der så skulle ske. Med mig, med mit liv og min familie. Alt ændrede sig og alligevel forblev meget som det var, jeg så det bare ikke. Jeg så kun ændringerne og tillagde dem al negativ kritik, dårlighed og gav alle mine vrede følelser netop denne ændring skylden. Det var hverken refleksivt, håndterbart eller særlig pænt – nu får jeg lyst til at sige, og hvad er det, når man er teenager? Det er også rigtigt, men som virkelig voksen, er det klædeligt at tage et ansvar selv. Et af mine to mottoer er det er aldrig for sent, at få en lykkelig barndom. Det gælder også for ungdommen og voksenlivet – tag ansvar, gør noget og lev livet. Det er, hvad jeg får ud af de ord.

I 2008 hørte jeg allerførste gang ordene og tog dem til mig. Det er aldrig for sent, at få en lykkelig barndom. At have disse ord i mit hjerte, forpligter – og hvem ønsker at skuffe sig selv? Siden 2008 har jeg gennemgået en transformation af mit tankesæt, mit liv og mit indre – helt naturligt i følge min alder, men også af lyst og interesse. De første år ville jeg ikke kendes ved den del af min historie, jeg ville ikke forholde mig til den og derfor kunne jeg heller ikke handle på den. Jeg byggede en tre meter høj mur omkring mig, gik i skjul og forholdt mig ikke til mine følelser, der larmende rumsterede i mit baghoved. Jeg ville ikke. Jeg kunne ikke.

Årene gik, møder og konfrontationer blev til, livet forandrede sig langsomt og mit sind havde åbnet sig en millimeter. Jeg ved ikke præcis hvornår mit sind ændrede sig og mine følelser åbnede sig, det gjorde det nok heller ikke på en dato, men nærmere over tid. En tid jeg havde brug for, men som jeg ikke anede, hvordan jeg skulle forvalte. Jeg er glad for, at jeg tror på, det ikke er for sent at få en lykkelig barndom og jeg har givet slip på al den vrede, der tyngede mine handlemuligheder. Jeg har åbnet op, talt, givet tid, talt og talt og talt lidt mere.

I dag – 15 år senere er det lykkeligt. For et år siden var min familie og jeg i en ret omstændelig situation og alligevel lå min storesøster og jeg i en seng, imens vi kiggede på brudekjoler. Jeg kan ikke tænke på noget mere søskendeagtigt eller kærlighedsfuldt. Jeg har, i modsætning til de fleste andre noget at sammenligne med, da jeg nu har levet halvdelen af mit liv som lillesøster og en anden halvdel uvidende om den del. Og  jeg vil gerne blive ved med at være lillesøster, det er trods alt væsentlig bedre, end ikke at være lillesøster.

Jeg elsker dig.

^{Billet er af ældre dato – ikke menneskerne derpå.}