Jeg kan ikke huske hvornår det sidst er sket?

Min popo er landet i min grå sofa. Jeg kan ikke huske hvornår det sidst er sket. Det er længe siden, for længe siden. Og alligevel har jeg jo lavet gode ting, men min krop har godt af at lande lige her. Både for at skrive, hvilket stensikkert er for længe siden, og for bare at sidde og lave ikke noget.

Tiden går, hvilket er et forslidt udtryk, men ikke desto mindre en følelse jeg ofte bliver ramt af. Lige om ganske få dage bliver min første fødte fem år. Fem år! Det vil altså sige at det er snart seks år siden mit livs vendepunkt blev en realitet. Den dag jeg tog til lægen fordi jeg ikke kunne begribe den stikken jeg havde i maven. Den dag jeg klart afslog en mulig graviditet, trods forsøgsperioden der var skudt i gang, og den dag en stikken i maven blev til et kærlighedsbarn i allerstørste klasse. Jeg er så taknemmelig for min Tyrk, der gav mig min Rapand. Jeg er så taknemmelig for, at Rapanden landede i lige netop mine arme. Vores arme. Han ændrede min verden – både min Tyrk, men også min Rapand. De store brune øjne, den tænkende hjerne og den ranke ryg, der er hele min verden. Når nu jeg er ved en tidsregning, minder det mig også om, at min Frøhopper så snart bliver to år. To år der har sat mig mere på prøve, end jeg troede var muligt et barn kan gøre. To år, med mindre søvn end en festglad teenager kan præstere og to år med så uendelig mange grin helt nede fra maven, at han fløj ind på første pladsen sammen med min Rapand for, at de to nu sammen er hele min verden.

Graviditet, søde børn, fem år og to år. Livet går, heldigvis, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidste ikke synes, at tiden går for hurtigt.

Nyd det lige, ikke? 🙂