Græsenkelivets goder

Vi har en lille seng, der har svært ved at rumme to voksne og to børn, der øver sig i helikopter bevægelser med hele deres små kroppe. Til gengæld kan den sagtens rumme en voksen og to børn, der har de sødeste lyde, kærlige kærtegn på min pande og en opmærksomhed på hinanden. Der ligger et barn på hver side af mig, deres vejrtrækning er synkron og ligeså er deres hjerteslag. Det er måske det mest hylefremkalende jeg har oplevet længe. Jeg ved godt at det bare er et tilfælde, men på en sen nattetime som nu er det ret nemt at analysere sig frem til alverdens kærligheds begrundelser. Den ene har en pibende lyd, hver gang han puster luften ud og den anden trækker vejret hurtigt ind, holder vejret et split sekund, for at puste ud samme tid som sin bror. Normalt ligger jeg ikke vågen om natten, men lige i nat gør jeg. Jeg kan slet ikke overgive mig til søvnen for at møde mine drenge i drømmenes lande, jeg har brug for at se dem, beundre dem og observerer hver en lille trækning, lytte til hver en lyd og fornemme hvert kærtegn, der giver deres mor. Jeg har brug for at suge hver lille ting helt dybt ind i mine minder, huske og fornemme for at kunne erindre resten af mit liv. Dét her. Mine drenge, som snart er fløjet fra reden, ud i den store verden for at opleve at vores verden ikke kun er kærtegn, tryghed og omsorg. At vores verden også er forfærdelige ting, deres naivitet vil få et bræk på både godt og ondt. For nu er naiviteten heldigvis intakt og barnetroen er fredsskabende. Børn er heldige og mere kløgtige end mange voksne.

Nu vil jeg overgive mig til søvnen og mødes med mine drenge i drømmenes lande og forhåbentlig møde min Tyrk på afstand og stjæle et kys, inden han i morgen endelig vender hjem til mig igen og jeg kan få et ægte kys.