Larm

Det larmer.

Det larmer inde i mit hoved og mit hoved larmer. Larmen er øredøvende og hæmmende. Jeg tysser sagte og jeg råber hold kæft. Larmen fortsætter, som intet var hændt. Jeg fortæller, at det vil være klædeligt at være en smule tilbageholden, trække vejret og vejre stemningen. Alligevel bliver udfaldet igen og igen det samme. Larmen er trofast og standhaftig.

Det er mit hoved der larmer og der kommer larm ud af min mund. Jeg ved ikke hvorfor. Det har ikke altid været sådan. Da jeg var et slags barn, var jeg mere tilbageholden og larmen var ?kun? i mit hoved, den kom ikke ud. Det var heller ikke en behagelig følelse og jeg kan heller ikke fortælle hvad der er bedst. Larm er vel ikke godt? Ro, er godt. Siger de kloge. Det tror jeg måske også på, jeg har bare ikke fundet ro inde i mit hoved, når jeg er selskabelig. Tankerne fiser rundt, jeg vil gerne bidrage, jeg vil gerne være autentisk, jeg vil gerne vise hvem jeg er. I min desperation for det, bliver jeg alt andet end det. Jeg bliver larmende og det larmer i mit hoved.

At jeg gennem så mange år har følt mig forkert, anderledes og ved siden af har gjort, at jeg bliver usikker, samtidig med at jeg er pokkers sikker på mig selv. Det giver måske ikke så megen mening, men jeg føler begge dele, det er bare forskelligt hvornår både det ene og det andet kommer til udtryk. Nogle gange er der endda happy hour og jeg har begge følelser på én gang. Tåbeligt, ja. Sandt, ja. Hvad så? Jeg kæmper med det, både at slukke for larmen i hovedet og mute min stemme en anelse. Jeg forsøger også at forstå, hvad larmen er et udtryk for og hvordan jeg bearbejder den.

Det er mest larmende, når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg vil gerne en hel masse, allermest hvile i mig selv, slappe af, være sjov, være høflig, være sød, være ærlig om mig og andet. Inden jeg skal være selskabelig forsøger jeg, at preppe mig selv, som en anden træner vil gøre – råbende, skrigende og larmende. At jeg gerne lige må slappe lidt af, hold ordene lidt tilbage, hold nogle flere meninger for mig selv, lad være med at være for hurtig til at mene noget. Vis hvem du er, vær ærlig, bidrag og fortæl. Når jeg skriver det ned, bliver det tydeligt, at det er modstridende hvad jeg fortæller mig selv. At jeg også roder og forvirre. Jeg kan ikke altid finde ud af det.

Sikke et CV.

En larmende, rodende trediveårig, der modsiger sig selv.

Vælg mig.