Blanke øjne og en kærlighedserklæring #2

I går hentede jeg min lille Rapand allerede klokken 13, da jeg hentede ham, skulle han lige til at males som en blå kanin i hovedet. Det er i øvrigt første gang at den lille mand har accepteret den slags maling i fjæset. Da vi kom hjem, kunne jeg godt mærke, at noget var på færde. Det lille kønne ansigt blev opkogt, de klare brune øjnene blev røde og blanke og den lille krop blev varmere og varmere for hver time. Feberen gjorde sit indtog i min lille Rapands korpus.

Han lå på sofaen og sagde jeg har brug for flere puder, imens han kæmpede med den stigende feber. Til sidst måtte han kapitulerer og han sagde, jeg går lige ind og hviler mig lidt. Min tanke var, ja ja, nu skal vi spise lige om et kvarter, så putter jeg dig. Men da jeg gik ind for, at hente ham til spisning, fandt jeg en lille blå kanin, rullet helt sammen under sin Babas dyne. Senere på aftenen bar jeg ham ind, så han kunne sove videre og sove helt uforstyrret på sit eget værelse.

Da jeg fandt min egen seng, havde jeg kun lille lukket mine øjne, inden der lød MOOOOOAAAAAR. Jeg kom ind til en dreng der var meget varm og som så helt skæv ud i hovedet. Han var skidt. Han klynkede, imens han tog sig til armen og sagde nu er den feber også kommet her ned i min arm. Man må ikke grine af folk der har det skidt, men jeg grinte også kun, inde i mig selv, af formuleringen.

Han spurgte, om jeg ikke ville sove lidt, inde hos ham. Så jeg puttede mig ind til den feberramte dreng, imens jeg sagde til ham, at det er et hyggeligt værelse og en dejlig seng han har. Hvortil han svarede, ja, det er fordi der er en Mor og en mig i den.

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.