En kærlighedserklæring #1

Jeg har ligget på langs de sidste dage. Ikke af dovenskab. Ikke af lyst. Men af nød. Jeg har været syg og haft det ad pommern til. Når jeg så siger, at jeg har ligget på langs, så betyder det i bund og grund bare, at når Frøhopperen har sovet, så har jeg ligget på sofaen. Når han har været vågen, så er det ikke rigtig en mulighed. Og så er det jo heldigt at jeg har anskaffet mig, sådan en sove-baby.

Nå, men den ovenstående tekst fortæller lidt om, at jeg har været på arbejde de sidste dage og at der har været en form for undtagelsestilstand herhjemme i det gamle hus. Alligevel formår min søde Tyrk at charme sig. I går aftes da jeg havde børstet min tænder, stod han i døråbningen og kiggede på mig.

Selvom du står der og ligner en der har fået tæsk, fordi du er så rød rundt om øjnene. Og samtidig med har både fedtet og uglet hår. Dit tøj er fyldt med gylp og snot. Og ja, de der strømper, er der vist ingen der ved, hvornår sidst er blevet vasket. Så elsker jeg dig.

Måske er det fordi jeg er træt, måske er det virkeligheden, men jeg har svært ved at se, at man man få ret meget større kærlighedserklæring. Midt i min zombietilstand, blev jeg i hvert fald helt vildt glad. Jeg gik i seng og synes, at jeg har det bedre i dag. Ikke kun fordi jeg er pimpet op på Pamol, men jeg tror faktisk på, at jeg ér i bedring. Uanset, så gav det lige en portion ekstra energi, at min søde Tyrk, kom med så pæne ord. Og kan se igennem laget ~~okay, lagene~~ af snot, gylp, sved og andre udefinerbare ting og sager. I min optik er det kærlighed. Jeg er vild med det.