En påskestatus – et nyt band, påskeægjagt, skridt og chokolade

Jeg har sat mig musikrummet hjemme hos mine forældre sammen med min computer og en halvdrukket kop kaffe, jeg sidder i deres biografstole, imens mine øre bliver fyldt med en slags lyd fra det band mine drenge og deres Morfar netop har opfundet. En guitar, en violin og en mandolin kan sagtens lyde skøn i samspil, men det behøver det slet ikke. Til gengæld er stemningen og humøret helt skøn. Et par timer mere i øvelokalet, i hvert fald. 🙂

I søndags fik jeg den (dårlige) idé, at jeg ville opsætte en udfordring, med en præmie i den anden ende. Allerede ganske få timer senere fik jeg fornemmelsen af, at det måske ikke var så god en idé alligevel. Præmissen lyder, at vi skal gå minimum 12.000 skridt om dagen, og vinderen er så den der har gået allerflest skridt på 7 dage. Det hele foregår gennem en app, hvor vi begge kan tjekke ind og opdatere, så vi kan følge med i hvor langt den anden har gået. Hvilket er både godt og skidt, da det kan motivere, men også stresse – på den fede måde altså. I flere måneder har jeg ikke formået at gå bare 10.000 skridt om dagen, men den allerførste dag lagde vi begge ud med at have gået mere end 19.000 skridt, hvilket for mig var efter en lang arbejdsdag, to længere gåture og slutteligt en løbetur efter sengetid, da jeg opdagede, at jeg var bagud. Jeg har ikke meget konkurrencegen i mig, og alligevel kan jeg mærke entusiasmen ved at vinde. Ikke blot på grund af den ølsmagning, der er på højkant.

Selvom jeg har mange skridt, jeg skal have gået, har langsommeligheden indhentet os, præcis som den skal i en ferie. Foruden da adrenalinen blev pumpet rundt i kroppen under årets påskejagt og drengene har indhentet en kæmpe portion chokolade. Kaffekoppen er netop blevet fyldt op, en Marsbar er blevet konsumeret og min mand afspiller John Mogensen.

Påskeferie – jeg kan lide dig. Jeg elsker dig faktisk.