En stærk tyrkisk kvinde

Da vi var i Tyrkiet for næsten fire år siden, var jeg så heldig, at jeg blev inviteret med ud til en lille landsby, hvor min svigermor er opvokset. En landsby der ikke så ud af meget, men som engang havde været rigtig meget. Det fleste huse var efterladte, det der engang var en skole var nu en ruin sammen med mange andre beboelses huse, den smukke natur var dog intakt. Det er en af de mest begivenhedsrige ture jeg endnu har været på, en tur med så megen historie, at jeg måtte nive mig selv i armen flere gange. Jeg føler mig heldig, at jeg har fået denne oplevelse med i min baggage, der har gjort noget ved mig og min indre følelse. Da vi gik rundt i landsbyen, med maver og hjerter fyldte og intet manglede, opdagede vi, at et af husene rummede en dame og en livshistorie så stor.

Jeg gik i det høje græs, inde i dét rum, der nu kun havde halvdelen af sine vægge og intet tag, dét, der engang havde rummet min svigermor og søskende i deres trygge barnesøvn nat efter nat. Jeg lyttede til min svigermors historie, imens smilet fyldte hendes ansigt, sammen med de tåre der sagte trillede ned af hendes kinder. Hendes historie fyldte min fantasi med billeder og mit sind med en oplevelse af et liv, så langt fra mit. Kort efter viser det sig, at jeg møder en kvinde, hvis liv er endnu længere fra mit. På den anden side af vejen, end hvor vores bil er parkeret er et hus. Et hus, hvor gelænderet op til huset er en aflagt dør, fuld af charme og nødvendighed. Huset er ikke stort og ligner måske allermest et kolonihavehus, der er vil betegnes som et hus, du selv kan sætte dit præg på, hvis altså en ejendomsmægler skulle beskrive det i en salgsannonce. Da jeg hverken er til HIGH TECH eller det moderne look, blev jeg straks tryllebundet og syntes, at det så hyggeligt og dejligt ud. Det var det også og kvinden der boede i huset var så smuk og fin, trods sine mange levede år bag sig. Kvinden fortæller, at hun hele sit liv havde boet i et andet hus i den lille landsby, men da hendes børn var flyttet hjemmefra og den ene endda døde samtidig med, at hendes mand også døde, stod hun alene. Huset hun boede i var i så ringe stand, at hun ikke kunne blive boende og måtte flytte. Heldigvis for hende, havde hun en onkel, der boede i hendes nuværende bopæl, der skulle flytte og hun kunne derfor overtage huset, der var i bedre stand. Det var en god flytning for hende, trods der ikke forefindes rindende vand i huset, så var det bedre og der er trods alt kun få hundrede meter til et bjerg med kildevand, hvor hele landsbyen engang hentede vand, nu er det kun de fem beboere der er tilbage, der henter vand der. Hun viste stolt sit hus frem, både det ene og det andet rum, begge rum havde konkrete funktioner. Det ene rummede tre senge, såfremt gæster indfandt sig på lokationen. Det andet et linoleumsgulv samt en åben pejs, så hun kunne sidde på gulvet og forme de fladbrød, der senere skulle bages i ovnen, som hun primært levede af året rundt. Fordi hun havde en overlevelsesstrategi der virkede så fint, ville hun heller ikke modtage den vandmelon, som vi forsøgte at give hende, fordi, som hun sagde, den har I mere brug for end jeg.  Det kan virke en anelse fjollet for en som mig, der er så forkælet, at jeg har rindende vand, et fyldt køleskab, bordplader og et ægte toilet. Jeg tror på, at det er sundt at se andet både findes og virker i denne lillebitte verden, vil alle lever i.

Da vi lige kom hjem fra denne ferie og helt naturligt havde en masse at fortælle, fortalte vi naturligvis også historien om denne stærke kvinde, hvortil folk sagde, at det nok kun lige gjorde indtryk indtil tiden havde udvisket minderne. Lige dér besluttede jeg, at det ikke måtte ske, jeg vil ikke hviske ud, jeg vil erindre, huske og gemme følelsen i mit hjerte.

Flere år efter er det lykkes og sådan vil det fortsætte.

Se hende lige – hun er så smuk og pryder min væg til evigt minde om livets goder og hvilken kraft der ligger bag vilje.