Ferien når sin afslutning

Hov. Hvordan skete det? Hvordan rendte 14 dages ferie pludselig afsted med lynets hast? Og så næsten uden jeg opdagede det. Det er da lidt frækt gjort. Som barn sagde mine forældre meget insisterende og hver eneste ferie, at nu er ferien slut og nu har du kun weekend! Bum. Jeg synes, at det var vildt irriterende og nedslående og demotiverende. Jeg lovede mig selv, at sådan ville jeg aldrig sige, når jeg selv blev voksen. Alligevel, har jeg hørt de ord flyve ud ad min mund de sidste par dage. Forskellen er bare, at min Rapand i hvert fald, jubler når jeg har fortalt ham, at hverdagen begynder igen på mandag. De voksne på matriklen er lidt en anden sag.

Det har vel nok været en skøn ferie, med masser af tid til fordybelse, samvær og grin. Vi har ikke lavet så meget og alligevel har vi lavet en hel del. Én ting er sikkert, vi har ingenlunde været stressramte eller i tidsnød. Tværtimod. Vi har taget tingene som de er dukket op og grebet de muligheder vi lystede. Al sammen med vores drenge i fokus. Dét er nu altså noget af en luksus. Samtidig har vi formået at holde budgettet på et minimum, som var et klart mål.

Min Rapand, som er en lille klog nørd, har åbnet sine øjne for matematikken og er begyndt at lægge sammen og trække fra. Han har udvidet sin viden med bogstaver og ord og er nu begyndt i de helt spæde skridt at stave. Apropos spæde skridt, er Frøhopperen begyndt at gå. Jep, sådan! Han går. Sgu. Og det ser skide sødt ud. Han sludrer også løs, mest på russisk, men også noget der lyder som noget, der snart bliver til dansk og måske tyrkisk inden længe.

Jeg bliver altid så forundret over, hvilken betydning ferier har især for børn. Èn til en kontakten, nærværet, at blive set og ikke mindst hørt. Jeg har set det på allertætteste hold, hvordan mine egne børn udvikler sig flere kilometer, hver evig eneste ferie. Det er vidunderligt at de gør det, samtidig med, at det giver mig verdens allerstørste knude i maven, at jeg ikke er sammen med mine børn hele tiden og hvor meget mere det kunne give dem. Og nej, det er betyder ikke at de går i en dårlig institution. De går i en perfekt institution, men samværet med os som forældre kan bare noget helt andet.

Differentieringen er god, men jeg er i tvivl.

De er søde. Og pæne. Og ja, de var ved at rive hovederne af hinanden lige inden og endnu mere lige efter, men jeg fangede stjernestunden og vil holde fast i den. 😉

God lørdag. God weekend.

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.