Du skal ikke cykle ud i vandpytten på den cykel

“Du skal ikke cykle ud i vandpytten på den cykel. Den går da i stykker”

Hørte jeg tidligere i dag, en dame sige til en dreng. Hvis det nu skulle være tilfældet, kan vi først og fremmest diskutere kvaliteten på cyklen, derudover er den i min optik ikke egnet til et barn på en legeplads. Og da slet ikke en legeplads hvor der i disse dage, helt naturligt, befinder sig relativt mange vandpytter.

Dernæst får det mig også til at tænke på, alle de begrænsninger voksne sætter for børn. Nogle gange er de berettiget og andre gange et det helt unødvendigt. Det er vi voksnes ansvar at passe på børnene, så de hverken er til fare for dem selv eller andre. Det ansvar skal vi tage på os og tage alvorligt. For eksempel i weekenden da min et-årige er på vej ud på fire meter dybt vand, der er det mit ansvar at stoppe ham og sørge for, at det ikke sker med mit hjerte helt oppe i halsen lykkedes dét da også. Eller da min fireårige er igang med en leg med et sværd, der bliver for vild for legekammeraten, så er det mit ansvar at korrigerer legen, så den passer til begges grænser.

Og så er der alle de gange vi voksne stopper en leg eller et gøremål, som ikke gør hverken skade eller noget anderledes, andet end barnet følger sit indre lys og dermed sin indre lyst. Hvilket gør en positiv forskel for barnet. Når barnet vælger en metode, som den voksne ikke havde tænkt, så har vi voksne en tendens til at korrigerer barnet. Og til hvilken nytte? Lyset og lysten i barnet bliver slukket og vi lukker for en lille del af fantasien hver eneste gang vi korrigerer barnet i sin gøren. For eksempel fik jeg sagt nej til min fireårige alt for hurtigt i weekenden, da han ville tage tøj på. Det jeg så var, at han hoppede rundt om sig selv og fjollede. Efter jeg havde korrigeret og han havde svaret tilbage, fandt jeg ud af, at han skulle hoppe ti gange inden han kunne tage bukser på. Det havde de lange stænger brug for, inden han kunne få bukser på. Og hvilken forskel gjorde de ti hop for mig? Ingen. Eller da min et-årige fik serveret pasta og kødsovs i lørdags og gerne selv ville sidde med tallerkenen, men jeg ikke orkede at rydde op og gøre rent efter ham? Han endte med at få lov, han havde en fest, var orange i hele hovedet og op ad armene efter kødsovsen og han fik spist så usandsynlig meget mad og fik endda også lært i den spæde begyndelse at spise med en ske. Det tog måske fire minutter længere tid for mig at rydde op. Så hvilken forskel gjorde det for mig? Heller ingen.

Åh, hvor vil jeg gerne være bedre til, ikke slukke mine børns lyst og sætte disse begrænsninger. Jeg øver mig hver eneste dag og det lykkedes heldigvis rigtig mange gange, men der er også mange gange det ikke lykkedes.

Hvilken holdning har du til begrænsninger?

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.