Når babyen flytter ud

Det var vel uundgåeligt. Før eller siden skulle det ske. Og jeg vidste det godt. Jeg vidste bare ikke, at det allerede var nu. Nogle vælger det tidligere. Andre vælger det senere. Jeg har fået det trukket cirka lige så lang tid som sidste gang, jeg stod i samme situation. Jeg har et helt andet behov end Tyrken. Det ved jeg. Det ved han. Derfor vidste vi også, at Tyrken ville tage beslutningen en dag, jeg ikke var hjemme. Og dén dag var så i går.

I går, tirsdag den 6. juni, flyttede min lille bitte baby, på cirka ti kilo og med de pæne øjne, ud fra vores soveværelse. Det var mærkeligt. Og det var dejligt. Det var mærkeligt fordi jeg ikke kunne hører min babys tunge vejrtrækning, den lette snorken og de knirkende lyde. Det var dejligt fordi jeg faldt i søvn til lyden af min Tyrks små ord, indtil jeg til sidst gled hen til den dybere søvn.

Min Frø sov helt som han plejer. Rimeligt i begyndelsen og endte i vores seng i løbet af natten, så i virkeligheden er der ikke sket spor andet, end der er et par meter mere og en tynd væg imellem os. Så alt er godt. Og jeg føler mig ~~næsten~~ ikke som en dårlig Mor.