Dagen derpå

Stemmen er hæs, kroppen er træt, hovedet er fyldt med sange og gode minder. Jeg har det helt som jeg plejer, på dagen efter en festival. Det er en vidunderlig følelse og jeg kan mærke, at jeg igen er fyldt op på min egoistkonto og nu er klar til både arbejde og fuldtid sammen med mine børn. Jeg er klar til hverdagen, lige nu er det ikke en hverdag der truer, nærmere en hverdag der venter. Bare venter på at blive skudt i gang. Sådan har jeg det oftest, når den værste træthed er overstået og jeg har haft muligheden for at mærke mig. Johanne tid. Det er den tid der oftest betaler sig bedst, da jeg får så megen udnytte af den her egoistiske tid, hvor mit største problem er, hvornår på dagen jeg har lyst til at gå i bad, om jeg skal have en pilsner eller en classic. Når jeg går i seng, når jeg har lyst og står op af sengen igen, når jeg har lyst.

Det er ikke særlig ofte jeg har prioriterer så mange timer uden mine børn, jeg har normalt også lidt ondt i maven indtil bilen med mine børn i er kørt. Det havde jeg også i fredags, lige indtil den ene ikke havde tid til at vinke farvel, fordi han ville afsted og den anden vinkede lystigt og ihærdigt med sin lille buttede hånd, med det allerstørste smil på læberne. Så fortog den maveonde sig straks. Jeg vinkede tilbage og gik så direkte ind og overvejede hvilken øl, jeg havde lyst til. Sidstenævnt gentog sig flere mange gange i løbet af de næste fireogtyve timer, indtil jeg igen kunne kramme mine pæne børn, som ikke spor havde savnet deres Mor.

I dag har vi leget på gulvet, jeg har ageret sovende prinsesse, sovende hund og andre sovende objekter, imens mine børn har kravlet rundt på mig. Mellem de sovende lege har vi grinet, pjattet, nusset og hygget os.

Perfekt søndagsstemning. På en mandag.

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.