Så længe jeg lever

Udenfor kæmper solen for sin magt og vil gerne dominere dagens vejrudsigt, det er tydeligt. Jeg har også en tydelig følelse i kroppen efter den film jeg var i biografen og se i fredags. Sammen med min Tyrk, mine forældre og en kammerat var jeg i biografen og se Så længe jeg lever, som er en filmatisering om den folkekære danske musiker, John Mogensens sørgmodige liv. Jeg er vokset op med lyden af musikken bragende ud gennem højtalerne og til små livsfortællinger, fortalt af mine voksne mennesker, om den gode gamle John Mogensen. Jeg har hørt, at livet ikke kun var dejligt for ham, men jeg havde ingen anelse om, hvor hårdt, angstpræget og alkoholramt han egentlig var. Jeg sidder ikke med en lykkefølelse inden i, til gengæld føler jeg, at jeg har fået et lille indblik i hvordan livet også var for ham og hvad der måske ligger bag nogle af teksterne. Jeg tror, at genialitet formes som ulykkelighed og higen efter en uopnåelig tilfredshed. Det er en god film, godt skuespil og hvad jeg oplever som en god skildring af et menneskes liv, der var vældig hårdt og ikke så ligetil.

Siden i fredags har musikken igen fyldt rummet hjemme hos mig, med en sorgmodig stemning og alligevel smil i genkendelsen af den enorme kærlighed han også rummede til sin kone og datter. Genialt musik, inspirerende musik og musik, der for mig kalder genklang. Det er ikke en feelgood film, men det er en film der er værd at se, især hvis du, ligesom jeg, har hørt sangene og synes, at tiden i 70erne er interessante.