#onsdagsskrald – dagen før dagen

Det er onsdag og det er dagen før dagen, dagen før min fødselsdag. Det regner og suser udenfor. Sidstnævnt er en underdrivelse – vores skraldespande flyver rundt – jeg har hentet begge to flere gange nu, på alle andre steder end deres pladser. Flagstangen står i svingninger, så det ligner den kan knække hvert øjeblik. Jeg håber, at den står i morgen også. Og ikke kun fordi jeg har fødselsdag og tænker, at der skal flages. Jeg elsker at have fødselsdag og jeg tror nok, at min kære, kære Tyrk synes, at det er lige vel høje krav/håb/forventninger – kært barn har mange navne – jeg har, når jeg har fødselsdag. Det kan jeg sådan set ikke fortænke ham i, det har jeg sikkert også, jeg er nok frygtelig forvænt hjemmefra, hvor der altid er gjort noget særligt ud af enhver fødselsdag. Det giver glæde, men også et pres til hver fødselsdag, som nu går en anelse (læs: herre meget) ud over min søde mand, der gør alt hvad han kan. Midt imens han også lige kæmper med to eksamensopgaver med dertilhørende mundtlige eksamener, der altså er henholdvis på fredag og mandag, han har også haft et sygt barn hjemme, sendt et rask barn i vugger i morges samt håndteret en kone, der er i krise over at skulle forlade et skønt årti. Det er ikke nemt. Jeg skylder. Fordi jeg har en god mand. En virkelig god mand.

Jeg ser frem til den fest jeg skal holde for min nærmeste familie på lørdag. Når jeg siger nærmeste familie, er det kun de nærmeste og jeg kan ikke forestille mig færre mennesker, men jeg kan godt se på andre menneskers ansigtsudtryk, at niogtredive mennesker er mange mennesker, når hver og en er kategoriseret som de nærmeste. Sådan er det at være ud af en lang, lang skilsmissefamilie, der trods alt har formået at vælge nogle dejlige mennesker. Det er for eksempel ikke mange, der kan ?prale? af, at ens mormor har været gift ikke mindre end fem gange. Det er da noget af en bedrift. Sikke mange kærlighedsfester i ét liv.

For at skabe en nogenlunde glidende overgang (not), vil jeg vise nedenstående væg, der skabte rammerne for et spændende møde i dag – den er ret fin, på trods af farven, måske fordi jeg nu bliver virkelig voksen. I morgen. Først i morgen. Heldigvis først i morgen.