Første år i huset

I dag er det præcis ét år siden, at jeg for allerførste gang åbnede mine grønne øjne i vores gamle og iskolde hus. Vi havde haft nøglerne i et par dage, men det var først fredag den 15. april, vi flyttede ind. De første nætter sov Tyrken og jeg på en utæt luftmadras i vores nikotinfyldte stue, hvor der hverken var møbler eller varme på. Jeg har sjældent været mere lykkelig, kold og spændt.

Den morgen jeg vågnede i huset allerførste gang, vejede jeg 22 kilo mere end jeg gør nu og jeg havde en lille Frøhopper boende under mit maveskind. Jeg måtte kæmpe mig op af den blå luftmadras, der kun havde beholdt halvdelen af luften i sig hen over natten. Selvom jeg var stor, tyk, kold, besværet og havde sovet elendigt på den luftmadras, så var jeg ovenud lykkelig.

Selvom den gule nikotinfarve fyldte på de tomme vægge og cigaretlugten hang tungt i luften, kunne jeg se hvordan vores nye hjem, vores børns barndomshjem, ville blive. Selvom vi ikke kunne se ud ad vinduerne for de mange planter, kunne jeg se vores egen lille legeplads, jeg kunne se mine børn og Tyrken spille fodbold sammen, imens jeg ville ordne sådan noget udefinerbart havearbejde, som jeg så frem til. Jeg kunne forestille mig det hele.

Troede jeg.

Virkeligheden blev bare, som den så ofte gør, en helt anden. Det viser sig nemlig, at jeg slet ikke kunne forestille mig vores liv i disse dimensioner, jeg kunne ikke forestille mig hvilke vidunderlige naboer vi har fået og hvilke skønne legekammerater mine børn har fået sig. Jeg kunne ikke forestille mig den kærlighed og totalforelskelse jeg har for vores gule murstenshus. Jeg har altid ønsket mig et gult hus og det fik jeg. Sgu! Selvom min yndlingsfarve er grøn, anede jeg slet ikke hvor meget jeg kan beundre de umbra grønne og meget utætte vinduer. Fordi det er vores utætte vinduer. Ligegyldigt hvor meget jeg kan irriterer mig over, at alle skabslåger falder af i tide og allermest i utide, så elsker jeg sgu det gamle lort til køkken og jeg finder en kæmpe værdi i, at det er originalt. Jeg kan også irriterer mig noget så grusomt over, at vores have et fyldt med huller, stubbe, grimme planter og træer, så elsker jeg samtidig de historier jeg selv kan skabe og forestille mig. Jeg tænker ofte på, hvad den tidligere ejer mon ville tænke og jeg håber på, at han stadig kan lide det, som vi har skabt det nu.

Om muligt, elsker jeg det mere og mere for hver dag der går og jeg ønsker ikke at bo et andet sted. Måske for første gang i mit liv.

Dét er meget værd!

Hvis du har lyst, kan du følge mig på Facebook, Instagram og på Bloglovin.